Det var et tilfældigt møde på en dag, som startede helt almindeligt. Men jeg vil aldrig glemme det.
Jeg var på sygehuset til en samtale om min igangværende behandling. På vej ud fra klinikken, lidt træt og med tankerne på resten af dagen, blev jeg stoppet af en kvinde. Hun smilede varmt og sagde, at hun bare lige ville takke mig. Hun fortalte, hvor meget mine opslag og mit arbejde for at udbrede kendskabet til endometriose havde betydet for hende.
Hun fortalte, at hun havde fundet støtte i mine indlæg og fået mod på at håndtere sin egen sygdom. Ordene rørte mig dybt. Jeg blev mundlam, overvældet og dybt taknemmelig. Selvom jeg ikke fik sagt meget til hende, håber jeg, hun læser med her.
Kære dig, der stoppede mig: Tusind tak for dine ord. De betød mere, end du aner.
Når arbejdet gør en forskel
Det er øjeblikke som disse, der giver fornyet energi og vilje til at fortsætte kampen. Ikke kun for at skabe opmærksomhed om endometriose, men også for at vise andre, at de ikke står alene. Når jeg skriver her på bloggen eller engagerer mig i mit frivillige arbejde, er det med et håb. Håbet om, at det kan gøre en lille forskel for nogen. At det kan oplyse, støtte og inspirere.
Dette møde var en påmindelse om, hvorfor jeg startede alt dette. For selv på de dage, hvor mit indre batteri er fladt, kan jeg tænke, om det overhovedet nytter. Og så møder man én, hvor det har hjulpet. Og dét er hele indsatsen værd.
Vigtigheden af at dele og tale sammen
Kvinden mindede mig også om noget, jeg ofte vender tilbage til. Vigtigheden af at tale sammen. Som kronikere har vi brug for at dele vores erfaringer. For hvordan skal vi ellers finde ud af, hvad der er “normalt”. Hvordan skal vi ellers søge den hjælp, vi har brug for?
Hvis du sidder derude og tænker, at din oplevelse ikke betyder noget for andre, så vil jeg sige: Del den alligevel. Måske kan netop dine ord gøre en forskel for én, der føler sig alene i deres kamp.
Mødet på sygehuset blev et lille lysglimt i min hverdag. Et bevis på, at selv små gestusser og ord kan have stor betydning. Vi aldrig må undervurdere værdien af at dele, lytte og støtte hinanden.
Så til kvinden, der stoppede mig – og til jer alle derude. Tak for at læse med, tak for at spejle jer i min historie, og tak fordi vi sammen gør en forskel. ❤️