I dag vil jeg fortælle om en skøn hilsen, som jeg modtog på årets første dag.
Det var en hilsen, som kom til at betyde rigtig meget for mig.
Fra kronisk syg til kronisk syg
Selvom vores diagnoser er forskellige, så har mange kronikere fælles træk.
Vi oplever ofte de samme udfordringer, modgange og kampe, men samtidig oplever vi også de samme sejre, succeser og opture.
Man behøver ikke føle smerte for at opleve modgang.
Smerten behøver heller ikke være fysisk for at kunne mærkes.
Der behøver ikke være problemer med accept for at føle udfordringer.
Udfordringerne kan opstå i små dagligdags oplevelser.
Og jeg kunne fortsætte med eksempler!
Det som jeg vil frem til er, at trods forskelle i vores liv med kroniske sygdomme så har vi mange fælles træk og oplevelser.
Jeg modtog en besked
Beskeden kom ovenpå en virkelig hyggelig nytårsaften. Jeg var lige kravlet under dynen, da den tikkede ind. Normalt ville jeg ikke tjekke min telefon, jeg skulle jo til at sove.
Men alligevel rakte jeg ud for at læse, hvem der skrev.
Denne hilsen blev modtaget på bloggens profil, min nysgerrighed var blevet vakt, og jeg kunne glemme alt om at gemme den til i morgen.
Gennem mine år som frivillig i Endometriose Fællesskabet har jeg haft flere “samtaler” i de sene timer via messenger med kvinder, der følte sig ensomme og ulykkelige midt i deres sygdom. Så refleksen slog til.
Men det var ikke en som følte sig ensom og ulykkelig, tværtimod var det en som følte sig glad og set.
Den skønne hilsen
Denne hilsen kom fra en læser på bloggen. Og jeg håber, at du læser med, for din besked betød rigtig meget for mig.
Hun skrev, at trods vi ikke deler den samme sygdom, så giver det hende noget at følge med på bloggen. Og at det havde inspireret hende til, at hun vil begynde at skrive om sin sygdom.
Jeg blev fyldt med umiddelbar glæde og stolthed, fordi den besked beskrev netop nogle af mine håb for bloggen.
Som hun skrev, så er det ikke sikkert, at det skal deles med offentligheden, men hun vil gøre det for sin egen skyld.
Og det er et fantastisk sted at starte.
Jeg startede med at skrive dagbog for min egen skyld, jeg skulle jo af med alle mine tanker et sted. Og det hjalp mig rigtig meget med at acceptere mine diagnoser og følelser.
Men det blev også her jeg kunne fejre de små sejre, som jeg ikke troede andre forstod.
Når man skriver dagbog
En dagbog bliver ens fortrolige, her finder du kun accept og forståelse.
Den eneste som dømmer dig der, er dig selv.
Når man går rundt med tankerne inde i hovedet og ikke føler sig klar til at dele dem med andre, så er det godt at have en fortrolig. Og her kan dagbogen netop være din fortrolige.
Jeg har oplevet, at når først tankerne er nedskrevet, så kan jeg nemmere acceptere dem. Fordi så er de blevet virkelige. Og de er blevet til din virkelighed.
Nogle gange har jeg prøvet at nedskrive et problem, som har gjort mig vred og ked af det.
Når jeg så har læst det efterfølgende, så har jeg ofte formået at se det udefra.
Måske har jeg fundet en forståelse i mine egne og andres reaktioner i situationen.
Det kan også være, at jeg har skulle tage en stor beslutning, og jeg har ikke følt, at jeg kunne dele det med andre. Her har dagbogen også lyttet uden fordømmelser, og jeg har fået mulighed for at mærke efter, hvad der var den rette beslutning.
Sidst men ikke mindst er der hemmelighederne, for selv en storsnakkende åbenmundet person som jeg har hemmeligheder. Men dem deler jeg lige en anden dag.
Skriv et brev til dig selv
Det kan også være, at du ikke er til dagbøger. Man kan også skrive et brev uden at sende det.
Hvis jeg har haft en oplevelse eller nogle tanker, som jeg ikke har lyst til at dele med andre, så har jeg nogle gange skrevet et brev. Enten til mig selv eller til den som er mål for tankerne.
Det kan være en stor hjælp til at få sat ord og tanker på følelser og spørgsmål.
Og når man er klar til at tage konfrontationen, så har du fundet ordene og følelserne.
Hvorfor skriver jeg?
Bloggen er mit fristed, her får jeg sat ord på mine tanker og følelser.
Men jeg skriver mange breve uden at sende dem, fordi jeg er lidt konfliktsky.
Her hjælper brevene mig bla. som forberedelse til møder med det offentlige og sundhedsvæsenet. De hjælper mig med at finde ordene, så jeg føler mig klar.
Men mine primære formål med bloggen er at vise:
- at vi kronikere har meget til fælles trods forskelle i diagnoser og symptomer
- at vi kronikere og ikke-kronikere har meget til fælles trods forskelle i helbred
- at vi opnår mere accept og forståelse ved at dele med hinanden
- at vi opnår bedre relationer ved at være åbne
- at vi i fællesskab kan finde veje ud af problemer
- at vi i fællesskab kan fejre succeser
- at vi i har rigtig meget til fælles
Tak for at læse med ❤️
