2021 var et specielt år for mig, det blev et år som krævede hårdt arbejde på alle tænkelige måder.
2021 opslugte mig fuldstændig.
Men 2020 sluttede på et højdepunkt hvor jeg havde det godt, jeg var begyndt at løbetræne – jo jo, måske kun to minutter ad gangen, men løb er løb 😉 – og alt omkring mig gik virkelig godt.
Derudover havde jeg lige fået lagt en ny hormonspiral, så tre gode endometriose-år ventede forude. Jeg var fuld af forventning til 2021.
Hvad skete der?
De tiltagende smerter lige før årsskiftet tilskrev jeg min øgede fysiske aktivitet, men d. 4. januar 2021 knækkede jeg fysisk sammen på min arbejdsplads og måtte hjælpes op og hjem af en kollega.
Det blev startskuddet på 6 måneders undersøgelser, 6 måneder som kastebold mellem diverse sygehuse og diverse afdelinger. Det blev også til 14 måneders dialog med kommunen og 6 måneders følelsesmæssig rutsjebane.
Jeg gik ind i 2021 med kraftige underlivssmerter, smertefulde toiletbesøg, en konstant følelse af at være syg, nonstop hovedpine og kraftig udmattelse. Men ingen kunne finde årsagen til, at jeg pludselig var blevet så syg.
Efter et utal af fejlslagne undersøgelser og afvisninger fik jeg endelig svaret medio juni.
Og det var de mange år med kroniske smerter pga endometriose, der var synderen.
Hvad var årsagen?
Diagnosen var neuropatiske smerter efter mange år med endometriosesmerter, nerverne omkring min endometriose var oversensitive og stod på vid gab som en ladeport.
Denne type ser man oftest efter en operation, men det var mere end 10 år siden, at jeg sidst blev opereret.
Lægens ord var: Der er ikke mere at gøre, vi er løbet tør for behandlingsmuligheder, næste skridt er smerteklinik.
At der endelig var en årsag til mine mange smerter overskyggede ordene.
Jeg nægtede at lytte
Til at starte med blev jeg ved med at kæmpe for at fortsætte mit liv, jeg kæmpede for at passe mit arbejde, og jeg kæmpede for at bevare mig selv. Men det var en ulige kamp, som jeg tabte søndag d. 7. marts.
Jeg kunne ikke selv finde ud af at sige stop, for min styrke var jo at kæmpe – men jeg havde ikke mere i mig. Derfor er jeg inderligt taknemmelig for, at min chef sagde til mig, at nu var det nok. Han kunne ikke længere være tilskuer til, at jeg bekæmpede mig selv på den måde, og han bad mig sygemelde mig.
Sygemeldingen
Det blev til to måneders sygemelding som indebar intensiv psykologbehandling, utallige sygehusbesøg og undersøgelser, halvanden måneds hjemmesygeplejerske og umenneskelig meget ventetid.
Jeg trak mig fuldstændig i 2021. En af årsagerne var at jeg ikke havde overskud til at være social. Derudover var jeg hele tiden nervøs for at smerterne tog til, og jeg var så ubeskrivelig træt.
Tilbage til livet
Men da jeg dukkede op til overfladen igen dette forår, viste det sig at hele verden var fortsat. Der var stadig plads til mig. Jeg var ikke blevet glemt.
Det er dog ikke den samme version af Bettina, som hende der trak sig i 2021, version 2022 er blevet stærkere og fyldt med selvomsorg. Og samtidig kan jeg mærke, at jeg er blevet meget bedre til at omfavne andre.
Når jeg tænker tilbage på de seneste år, så kan jeg godt genkende tegnene. Jeg kan se, hvor det begyndte at blive værre, men jeg var blevet verdensmester i at ignorere kroppens tegn. Jeg valgte ikke at lytte…. For jeg skulle jo bare lige….!
