Jeg har brugt nervestimulering som smertestillende i lidt over et par år. Jeg havde hørt om det tidligere, men jeg vidste ikke helt, om jeg havde tiltro til det som smertelindring.
Da jeg blev tilknyttet et tværfagligt smertecenter, havde jeg bla. konsultationer med en fysioterapeut, der har speciale i smerter.
Han lånte mig et TENS apparat med hjem, og jeg gav det en chance. Og hvor blev jeg overrasket! Jeg var ikke forberedt på, at det rent faktisk kunne camouflere mine smerter.
Så jeg købte min egen TENS, og det blev en trofast makker i min dagligdag.
Hvad er TENS og nervestimulering?
TENS står for Transkutan Elektrisk Nervestimulation og bruges til smertelindring. Det fungerer ved at sende milde elektriske impulser gennem huden via elektroder placeret tæt på det smertefulde område.
Impulserne blokerer smertesignalerne fra at nå hjernen og kan sammenlignes med følelsen af at gnide på en øm arm, hvor smerten pludselig føles mindre intens.
For mig er TENS blevet en uvurderlig hjælp i hverdagen. Når smerterne er værst, placerer jeg elektroderne på det ramte område og tænder maskinen. Ofte kombinerer jeg det med smertestillende medicin. TENS hjælper kroppen med at slappe af, og samtidig kan medicinen få sin effekt.
Det giver mig en tiltrængt pause fra den konstante smerte og mentalt overskud til at komme igennem dagen.
Jeg bruger også TENS forebyggende, når jeg ved, at kroppen bliver presset, f.eks. før en lang arbejdsdag. Det giver lidt ekstra overskud til at nyde oplevelsen uden at blive overvældet af smerter.
Dog skal jeg passe på ikke at overdrive, da TENS kun maskerer smerten midlertidigt. Hvis jeg glemmer at lytte til kroppen, kan jeg risikere en “efterregning” i form af øgede smerter senere.
TENS er ingen mirakelkur, men for mig har det været en vigtig hjælp ved kroniske smerter.
En henvisning blev sendt
I løbet af mit forløb på smertecenteret nævnte min læge, at vi burde overveje, at jeg fik indopereret elektroder under maveskindet, da jeg havde så god effekt af TENS.
Derfor drøftede han min sag med en neurokirurg.
Efter en længere periode med undersøgelser og forsøg med placering af elektroder på maven, blev der i januar i år besluttet, at det var et forsøg værd.
Hvis det gik som forventet, ville jeg kunne få nervestimulering døgnet rundt, uden at jeg var afhængig af et apparat flagrende efter mig, ledninger der blev trukket ud, og elektroder der faldt af.
Indtil nu havde neuro-teamet erfaring med at operere elektroder ind i ryggen, dog ikke på maven. Men jeg havde stor tillid til dem, da de havde stor erfaring med denne type operation.
Forberedelse til operationen
Inden operationen forberedte jeg mig på at kunne være hjemme og samtidig forholde mig i ro. Da det tager fire uger for elektroderne at vokse fast under huden, skulle jeg undgå visse bevægelser.
Derfor fik jeg handlet ind til nemme måltider, gjort rent så jeg kunne slappe af. Og jeg fik flyttet rundt på ting, som jeg bruger til dagligt, så jeg ikke skulle strække mig eller bukke mig.
Sidst men ikke mindst fik jeg fyldt op i hjemme-apoteket, så jeg sikrede mig at have medicin til det meste af sygemeldingen. Og jeg tilpassede min kost, så min mave fungerede mest optimalt inden indlæggelsen.
Sidst men ikke mindst så måtte jeg to dage op til operationen ikke tage min naltrexon, som er en fast del af min smertestillende cocktail. Årsagen er, at naltrexon også bruges ved morfinafhængighed.
Hvis jeg tog naltrexon inden operationen, ville det smertestillende de ville give mig under operationen ikke have effekt.
I min overnatningstaske fik jeg pakket medicin, tøj og alt andet, som jeg kunne få brug for.
Jeg fik en masse gode tips fra andre om, hvad der er godt at pakke. Det vil jeg dele en anden dag.
Indlæggelse på patienthotellet
Jeg blev indlagt søndag aften på patienthotellet. Men inden jeg ankom, skulle jeg vaske mig i noget speciel gel indeholdende klorhexidin.
Årsagen til at jeg blev indlagt på patienthotellet var, at ved denne type operation kan man klare mange ting selv efterfølgende. Men der er behov for at blive observeret og få antibiotika i drop. Dette var også årsagen til, at en sygeplejerske satte en venflon i min venstre hånd søndag aften.
Desværre fik jeg ikke en god nattesøvn den første nat. Madrassen var meget hårdere end den derhjemme. Så omkring kl 2 måtte jeg på at gå på gangen, når jeg får smerter, hjælper bevægelse mig ofte.
Mandag morgen kl. 6 blev jeg vækket, så jeg kunne få første dosis antibiotika i drop og beroligende piller. Og bagefter skulle jeg igen vaske mig med dette klorhexidin-gel. Nu var jeg klar!
Klar, parat og nu
Jeg var den første på dagens program kl. 8, så at faste blev ikke et problem for mig
Da jeg var indskrevet på patienthotellet, var jeg også klassificeret som en, der kan klare sig selv. Derfor fik jeg mine papirer i hånden og en rutevejledning, hvorefter jeg selv gik op til operationsgangen.
Det var måske den mest mystiske oplevelse den dag! Jeg fulgte den hvide stribe på gulvet, og gik forbi operationsstuer, indtil jeg kom til et sted med to stole på gangen.
Her ventede jeg, indtil mit navn blev kaldt af en sød sygeplejerske. Jeg blev fulgt ind på stuen og hjulpet op på lejet. Her var et morgenfrisk hold i fuld gang med at gøre klar til operationen. De holdt mig konstant informeret om, hvad de foretog sig, så jeg kunne føle mig tryg.
Da jeg lå klar, kom kirurgen ind og talte med mig. I samarbejde fik vi tegnet på min mave, hvor elektroderne og batteriet skulle placeres. Og så var vi alle klar!
Det grønne klæde kom op mellem mit hoved og operationsteamet, og anæstesi-sygeplejersken sad klar ved min side. Hun fik sat gang i smertestillende og yderligere beroligende, og da jeg følte, at beruselsen var ankommet, kunne operationen begynde.
Nina som sørgede for smertestillende og beroligende, var den som sikrede kommunikationen på begge sider af det grønne klæde. Og jeg er dybt imponeret over hendes tålmodighed… For hold nu fast jeg fik lukket meget mærkeligt ud i løbet af den halvanden time, som operationen varede.
Selve operationen
Selve operationen foregik i vågen tilstand, da jeg undervejs skulle sætte ord på, om kirurgen Preben ramte de rette steder. For elektroderne skulle placeres så tæt som muligt på området, der skulle smertedækkes.
Men da jeg var meget beruset, når der var skruet højt op for bedøvelsen, måtte både Preben og Nina lægge øre til meget vrøvl fra mig. Og da jeg er et sludrechatol uden kemisk tilføjelse, så kan du vel sagtens forestille dig, at det blev det rene ord-vandfald fra mig 😀
Da elektroderne var blevet placeret, dukkede neuro-sygeplejersken Nana op med sin tablet. Nina skruede lidt ned for bedøvelsen, så jeg kunne kommunikere mere klart.
Nu skulle elektroderne testes.
Da de var testet, og placeringen var der, hvor det føltes rigtigt for mig, blev jeg sendt tilbage i min beruselse. For nu skulle batteriet placeres og forbindes til elektroderne.
Kirurgen lavede en tunnel fra elektroderne og ud til min højre side, hvor batteriet blev placeret. Igennem tunnelen blev der ført en „ledning‟, som blev koblet på batteriet.
Og batteriet blev placeret under huden i min højre side under ribbenene.
Nu var alt på plads, og de kunne sy mig sammen igen.
En lille omvej retur
Da teamet var færdige, skulle jeg køres tilbage til patienthotellet i en kørestol.
Jeg blev hjulpet op at sidde, og da jeg var klar, blev jeg hjulpet op at stå.
Men min krop reagerede pludseligt med rystelser. Min underkæbe begyndte at hoppe ukontrollabelt, og jeg blev om muligt endnu mere bleg. Anæstesi-sygeplejersken tog en hurtig beslutning og tilkaldte en seng. Jeg måtte et smut på opvågningen, inden jeg kunne komme tilbage til min stue på patienthotellet.
Det blev til en halv times ophold, indtil min krop var faldet til ro. Og en portør kunne køre mig retur i en kørestol. Da jeg kom tilbage til min stue, stod to sygeplejersker klar til at hjælpe mig i seng.
Resten af dagen gik med at sove det meste af tiden. Men allerede to timer efter jeg var tilbage, var jeg oppe at gå. Jeg fik regelmæssigt antibiotika i drop, og sygeplejersker kontrollerede mine forbindinger.
1 2 3 tester tester
Neuro-sygeplejersken kom på besøg hen på eftermiddagen, og nu skulle apparatet i gang.
Det havde været slukket siden operationen, da vi sammen skulle lave opsætningen.
Nana var utrolig dygtig til at forklare, hvordan det hele virker, og hvad jeg skal være opmærksom på. Jeg har planer om at lave et separat indlæg om selve teknikken, jeg er blevet opgraderet med.
Men sammen fik vi lavet tre programmer, som jeg kan teste og bruge indtil, at jeg skal til min første kontrol efter en måned. Og som tech-nørd var jeg vildt begejstret og ivrig efter at komme i gang.
Det efterfølgende døgn
Resten af dagen og den efterfølgende formiddag gik med at lære min nye opgradering at kende. Jeg blev nødt til at slukke for højre elektrode, hver gang jeg skulle op eller ned fra en stol eller sengen pga. smerter.
Jeg lærte det på den hårde måde, da jeg ikke kunne rejse mig fra stolen efter at have spist aftensmad med min søn. Den smerte jeg følte var som en kniv i maven. En sygeplejerske blev tilkaldt, og hun lærte mig tricket med at slukke for den ene elektrode.
Smerterne kom fra operationen, og det var helt som forventet. De indre vante smerter mærkede jeg intet til, da elektroderne gjorde deres arbejde.
Så tiden gik med at sove, se fjernsyn og spise. Og det bedste af det hele, jeg sov godt den første nat med min opgradering! En sygeplejerske havde hjulpet mig med at placere en dyne ovenpå madrassen, så jeg lå lidt blødere. Så der var ingen natlige vandringer denne nat.
Turen gik hjem
Inden jeg blev udskrevet, var neuro-sygeplejersken forbi for at sikre, at jeg var okay.
Og så skulle jeg en tur til røntgen, så vi fik et kontrol billede af elektrodernes placering efter operationen.
Mine forældre hentede mig og fik mig installeret trygt og godt hjemme i min stue.
Og nu startede den helt store udfordring!
Fire uger i ro
Da det tager fire uger for elektroderne at vokse fast, skal jeg undgå pludselig, store og hurtige bevægelser. Da det kan få elektroderne til at flytte sig. Sker det, så vil jeg ikke få effekt på det rigtige sted, og jeg risikerer at skal starte forfra.
De første to dage hjemme var det ikke svært at holde mig i ro, for jeg kunne ikke holde mig vågen lang tid af gangen. Min krop var så udmattet og overstimuleret efter operationen, at det kom helt naturligt.
Derudover så gjorde det virkelig ondt efter operationen, men heldigvis fandt jeg lidt ekstra smertestillende i hjemme-apoteket. Og på dag 4 efter operationen, behøvede jeg ikke længere den ekstra smertestillende. Samtidig ophørte behovet for at slukke den højre elektrode, når jeg skulle op og ned fra sengen eller stolen.
Det er nu den store udfordring er startet! For jeg er blevet mere mobil, men jeg skal fortsat passe på mine bevægelser. Jeg er mere vågen, så jeg bliver hurtigere rastløs.
Men jeg er fast besluttet på, at det her skal gå godt. Derfor er jeg meget opmærksom på mine bevægelser. Jeg sørger for ikke at vride og dreje i overkroppen, ingen stræk og ingen tunge løft.
Hvad er planen nu?
Jeg er flyttet ind i soveværelset, hvor jeg har alt inden for rækkevidde. Jeg har tv, computer, strikketøj og meget mere.
Men solen skinner og foråret er i gang udenfor mine vinduer. Heldigvis har jeg et utrolig godt netværk. Min søn og forældre hjælper med indkøb, rengøring og madlavning. Min mor kommer og ser til mine sår, da jeg er en pivskid, når det kommer til den slags.
Jeg har pakket stoltheden væk, og jeg beder om al den hjælp jeg kan få. Veninderne skriver og holder mig underholdt, og inden længe er jeg klar til, at de kan komme forbi på besøg.
I skrivende stund er der lidt mere end tre uger tilbage af min sygemelding, og jeg er ved godt humør. Jeg kan mærke, at elektroderne virker. De giver mig smertelindring døgnet rundt.
Jeg er stadig ved at lære det at kende, og jeg har prøvet at min fjernbetjening løb tør for strøm. Lige pludselig får det en helt ny betydning, at have et fladt batteri og være til opladning 😀
