Kodeordet må være rutiner.
Min nære skønne veninde lider af senfølger efter covid, og hun lærte mig et godt trick, som jeg vil dele med jer.
Kan du så huske det?
Vi snakkede hukommelse og delte nogle af de tossede historier, men også nogle af de oplevelser som kan efterlade en trist eller frustreret.
Jeg fortalte, at jeg skrev alt i min kalender på telefonen, den private og arbejdskalenderen var synkroniseret, så jeg var sikker på ikke at få for meget i kalenderen dagligt.
Derudover havde jeg noter i telefonen, noter på køleskabet, indkøbsedler i vinduet, en notesbog på jobbet til arbejdsrelateret, og til sidst en notesbog til frivilligt arbejde og en til min blog. Jeg var ret tilfreds med mit “system”.
“Kan du så huske, hvor du skal kigge og hvornår?” Vores blik mødtes i et fælles latterudbrud. Selvfølgelig kunne jeg ikke det!
Senfølgeklinikken havde anbefalet hende en samlet notesbog til det hele. Når noget skulle huskes, skulle det skrives ned med det samme. Og når hun ikke skulle huske det mere, skulle det streges ud.
Nye rutiner
Nu er min notesbog indkøbt, og det bliver den kommende tids projekt. At huske at notere det jeg skal huske i min huskebog. Jeg skal nok give jer en update på, hvordan det går. Og hvis du vil afprøve det også, håber jeg, at du vil dele resultatet med mig 🙂
Jeg har sørget for forskellige rutiner, fordi gentagelser hjælper på min hukommelse.
F.eks. sætter jeg mine ansigtsprodukter osv. op på række på badeværelsesbordet om morgenen i den rækkefølge, som jeg skal bruge dem. På den måde husker jeg både deo og fedtcremen. Ved at gøre tingene i samme rækkefølge, husker jeg også tandbørsten.
Jeg handler aldrig uden en indkøbsseddel, for jeg kommer sjældent hjem med det rigtige. Der er grænser for hvor mange pakker køkkenrulle, der kan stå i vores i køkkenskab.
I stedet for at blive sur, trist eller irriteret over det, så trykker jeg på pytknappen.
Hvad med de andre?
Og min omverden er forstående <3
Mine forældre sender en sms lige inden vi skal mødes, i tilfælde af at der er noget, som jeg skal huske at medbringe.
Min kollega giver mig et venligt stikord i god tid for at sikre, at jeg husker det planlagte.
Selv min frisør kan finde på at sende en besked til mig for at sikre sig, at jeg er kørt hjemmefra.
Derudover er jeg kæmpefan af alle tænkelige automatiske påmindelser ved tidsbestillinger!
En af hjernens vigtigste opgaver er at holde øje med, om kroppen er i sikkerhed eller fare. Smerter giver et advarselssignal om, at der er fare på færde og kræver hjernens opmærksomhed.
Ved kroniske smerter er der som regel ingen fare på færde, men det kræver fortsat en masse opmærksomhed. Så de kroniske smerter sender unødvendig støj til hjernen konstant, og det går ud over andre af hjernens funktioner – særligt korttidshukommelsen.
Og min fysioterapeut Mads siger, at når der er ro på igen, så forventer han at min hukommelse og koncentrationsevne vender tilbage – og måske bliver den stærkere end nogensinde før.