Forskning i kvinders sygdom er underprioriteret viser undersøgelser. Med mindre det klassificeres som en folkesygdom, og det gør endometriose desværre ikke. Til trods for at det rammer 1 ud 10 kvinder og koster samfundet 9 milliarder om året i sygemeldinger, operationer, tabt arbejdsfortjeneste og andet. Derfor er det fantastisk at der findes organisationer som Ladywalk, der sætter fokus på kvindesygdomme.
Ladywalk
“Ladywalks mål er, at kvinder skal opleve glæden ved at komme ud at gå – og bakke op om organisationer, der støtter forskning og oplysning om kvindesygdomme i Danmark.”
www.ladywalk.dk
En gang om året afholder de et hyggeligt event, hvor kvinder går med formålet at støtte kvinder. Årsagen er både at gøre opmærksom på hvor godt det er for kroppen at gå og få rørt sig, men også for at støtte de mange kvinder, der kæmper med sygdom i hverdagen.
I år blev Endometriose Foreningen støttet til arrangementet d. 30. maj, og jeg var så heldig, at jeg var frivillig til årets arrangement på Endometriose Foreningens stand.
Her stod jeg sammen med 3 kvinder med samme formål som jeg – skabe synlighed, sprede information og skabe opmærksomhed.
Frivillig
Det er altid en skøn oplevelse at være ude som frivillig! Man møder altid søde mennesker, med positiv indstilling og gode spørgsmål.
Hver gang der er en, som spørger om hvad det er, så giver det en fantastisk følelse at have udspredt kendskabet til én mere.
Og når der er en som kender sygdommen, måske fra sig selv eller en pårørende, så giver det en overvældende følelse af forståelse.
I år var der mange som kunne genkende os fra tidligere år, og det gav en god positiv energi som skabte meget glæde ved os.
Vores stand var lige udenfor toiletterne, hvilket betød at mange stoppede op og talte med os, når de alligevel skulle den vej.
Mine “kolleger” og jeg har ikke tal på hvor mange vi talte med. Eller hvor mange der ved besøget købte et støttemedlemskab til foreningen for at støtte os yderligere. Vi fik endda talt med en kvinde, der ville sende sin datter til læge for at blive undersøgt nærmere.
Og så var der mine “kolleger” denne aften, de tre andre frivillige der som jeg kæmper en daglig kamp med sygdom, men denne aften havde valgt at bruge vores energi på et godt formål.
Når man møder andre med samme udfordringer, giver det en følelse af accept, forståelse og fællesskab. Vi forstår hinanden, vi kan dele viden med hinanden, og vi kan grine af nogle situationer som andre ikke helt forstår.
Jeg elsker at være frivillig! Trods mine daglige udfordringer vælger jeg at være frivillig, når muligheden byder sig, for det giver mig styrke og glæde.
Og Ladywalk er en fantastisk organisation, der forstår og brænder for det samme som os – udbrede kendskabet og støtte de ramte.
De har indtil nu doneret 9 millioner kroner til organisationer med formålet at støtte og forske i kvindesygdomme. Tak!!!
Personlig støtte
Som kronisk syg kan økonomien være lille og udfordringerne store, derfor har Ladywalk også en ekstra måde at støtte personligt.
De har købt et sommerhus, som de låner ud til årets organisationer, som de støtter.
I år fik Hjerteforeningen og Endometriose Foreningen hver tildelt 16 uger, som de kunne give til sygdomsramte kvinder.
Endometriose Foreningen gav muligheden for at ansøge om disse ophold, og jeg var så heldig at få tildelt en af disse uger!
Når man som jeg har en svær hverdag med daglige udfordringer, gav det mig en uge med afslapning og mulighed for at passe på mig selv. Og samtidig fik jeg mulighed for at give min familie et frirum fra disse.
Det var en skøn uge!
Sommerhuset
Sommerhuset lå i skønne omgivelser i Søhøjlandet omkring Silkeborg, hvor der udover at være mulighed for gåture og leg i badelandet, også var et lækkert sommerhus væk fra hverdagens udfordringer.
Her var plads og rum til slappe af på min krops betingelser og samtidig glemme hverdagen et øjeblik.
Jeg var der de første dage alene, her kunne jeg give mig selv ro og hvile, og da familien ankom var jeg klar til at nyde det med dem.
Fordi i hverdagen kan man glemme at passe på sig selv, når der er så meget andet der skal gøres. Her var vi væk fra plejer/burde/skal – vi var alle meget taknemmelige for denne oplevelse!
Støt sygdomsramte kvinder
Hvis du vil støtte mig og de ufattelig mange andre sygdomsramte kvinder, kan du støtte Ladywalk en gang om året, når de afholder deres gå-event.
Tilmeld dig selv og gå en hyggelig tur med andre kvinder. Det afholdes rundt om i landet med 14 startsteder som udgangspunkt. Der er også mulighed for at tilmelde hold, evt. sammen med kolleger.
Læs mere på www.ladywalk.dk
Du kan også støtte kvinder med endometriose med kun 50 kr.
Et støttemedlemskab til 50 kr. gælder i 5 år, det er kun 10 kr. om året!
Støttemedlemskabet hjælper Endometriose Foreningen et skridt nærmere Christiansborg og tættere på mere forskning, opmærksomhed og tættere på at blive anerkendt som en folkesygdom.
www.endo.dk
Jeg og de 120.000 andre kvinder med endometriose har brug for din hjælp.
Og hvis du allerede støtter os, så vil jeg udtrykke min dybeste taknemmelighed for det, for vi kan ikke gøre det uden din hjælp. Tak!!!