Jeg ligger i mørket og skriver dette indlæg på min telefon i en note.
Ofte skriver jeg første udkast med kuglepen på papir, fordi jeg elsker følelsen, når blækket glider over papirets overflade.
Men i aften kan jeg ikke holde på kuglepennen, jeg tror, at der er “noget” på vej.
Kan man beskrive smerter?
Hvordan beskriver man smerter?
Alle der har været på sygehuset med en eller anden form for smerter, har skulle placere den på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det højeste.
Men hvordan føles det?
Jeg er blevet spurgt virkelig ofte, og man finder nogle ting, som man gætter på matcher.
Nu er jeg aldrig blevet sparket i maven eller har fået knive i underlivet, men jeg har et bud på, hvordan det vil føles.
Og jo kraftigere smerten er, jo mere voldsom og udpenslet bliver beskrivelserne.
Men jeg vil forsøge at beskrive for dig, hvordan det føles i min krop lige nu, for jeg tror, at der er et anfald på vej.
En vulkan før udbrud
Det jeg mærker lige nu, er de første jordrystelser. Det er endnu ikke til at sige, om det stopper her, eller om vulkanen går i udbrud.
Det startede i lænden med små skarpe jag, den føltes også træt og øm, som om jeg havde flyttet kasser hele dagen.
Langsomt begyndte det at trække ned i mine ben, som kasserne skulle flyttes op og ned af trapper mellem flere etager.
Der udstrålede ømhed, træthed og de føltes tunge. Et par timer senere tilsluttede sig små kramper i benene, og smerten strålede nu ud i fødderne.
Jeg er nødt til at pumpe fødderne op og ned, for at skabe cirkulation i fødder og ben og for at mindske den uro, som lige nu drøner rundt i dem. Smerten føles nu som vilde muskelspændinger på anden-dagen efter første træning i evigheder.
Samtidig med at ben og fødder er i gang med sit show, tog smerten til i lænden, det er ikke mere ømhed, jeg har nu skarpe jag ind i lænden, som jeg forestiller mig en lille grøntsagskniv vil føle.
Følelsen af udmattelse har nu nået mine arme. De føltes tunge, afkræftede og ømme, som om flyttekasserne, der skulle flyttes mellem etagerne, have indeholdt massevis af bøger.
Den første morgen med smerter
Det efterfølgende skrives fem dage senere, da de følgende dage blev meget hårde at komme igennem.
Der var “noget” på vej, der er aldrig en garanti, men man er ikke i tvivl når det er ankommet.
Jeg vågnede med en kraftig trykken for blæren, en følelse af udmattelse trods nogle timers søvn, og kvalmen var tiltagende.
Som daglig bruger af kateter har jeg altid hjemmetest for blærebetændelse på lager, og der var gevinst. Jeg havde vundet en blærebetændelse og der var ingen refunderingsret.
Lægen udskrev antibiotika til tre dage, og jeg kendte turen, da det sker næsten månedligt.
Som dagen skred frem, følte jeg mig mere og mere syg, og det føltes som om, at jeg havde fået et spark i maven.
Herefter tog det til og natten bød på smerter i underlivet, og uro i kroppen. Musklerne var tunge og ømme, det føltes som om at jeg havde konstante sidestik.
På anden dagen lød meldingen, at der skulle mere antibiotika til, og kuren blev forlænget med yderligere to dage.
Da alt gik amok
De følgende dage var alt andet end fornøjelige. Smerterne blev kraftigere, det føltes nu som et konstant hårdt tryk på maven, konstante sidestik, små jagende knivstik i maven, og en bold i maven som bare blev større og større.
Det sidste er slet ikke rart med neuropatiske smerter, fordi når pladsen indvendig bliver mindre, presser det på alt omkringliggende og maven udvider sig. Det påvirker nerverne, og de råber og skriger om bål, brand og alarm.
Jeg afprøvede alle de former for smertestillende, som jeg havde til rådighed, men alt var uden held. Det tog kun toppen af smerterne. Og jeg var på maksimum dosis af alle typer smertestillende.
Mit TENS apparat kunne slet ikke følge med, men kørte i døgndrift for at give kroppen en smule ro. Nerverne kunne dermed slappe lidt af, og jeg kunne få noget søvn ind i mellem.
På anden dagen var smerterne 9 ud af 10, og min læge gav mig 24 timer til at opnå bedring, eller han måtte sende mig på sygehuset. Det er en trussel i min verden, for jeg har det bedst hjemme. Det er her jeg slapper af og kan finde ro.
Når en kroniker bliver syg
Jeg blev mødt med ordene: Ja, blærebetændelse kan være slem det første døgn.
Men det er ikke kun en blærebetændelse for mig, fordi blæren bor i samme distrikt, som alle mine problembørn. Sammen skaber de ballade og ravage.
Når jeg bliver syg, reagerer de fleste af mine diagnoser og følgesygdomme også. Det vil sige, at når sygdommen, her blærebetændelsen, er slået ned, så kommer reaktionerne fra alt det andet.
Det føles som om, at alle mine problembørn siger: Hey, vi er her altså stadig! Du glemmer at give os opmærksomhed, og derfor så råber og larmer vi lige indtil, at vi er sikre på, at du sætter os først.
Og når det er værst slår tanken: Stopper det her nogensinde?
Syg og hvad nu?
Jeg er lige nu på femte dagen, og jeg er udmattet! Og jeg er endnu ikke på den anden side af balladen. Men jeg er på vej!
Følgerne af dagene med kraftige smerter og en stor mængde smertestillende er for mig, at min mave går i stå. Og forstoppelse er en af mine store fjender, da det giver smerter.
Derfor tog jeg affære for at få maven i gang.
Desværre valgte min krop at reagere med en anden af mine store fjender, nemlig diarré.
Hvilket også giver ubeskrivelige underlivssmerter.
Jeg er lige nu et sted hvor, at alt hvad jeg gør, spiser, drikker eller tager af medicin, så reagerer mine problembørn i underlivet med trods.
Jeg har konstante smerter, jagene er blevet erstattet af en konstant trykkende smerte.
Jagene vender dog tilbage ind imellem for lige at markere sin berettigelse, men ellers er denne konstante smerte dominerende.
Det giver kvalme, udmattelse og hjernen føles som om, at den ligger i en tågedis.
Jeg skriver ikke alt dette for at få medynk, men for at opnå forståelse ved ikke-smerteramte og genkendelighed ved smerteramte.
Vi snakker ikke meget om smerte, fordi det er svært at sætte sig ind i en andens smerte.
Fordi hvordan beskriver man en følelse?
Del meget gerne dine oplevelser med smerter, enten her eller send mig en hilsen.
Man mener, at 1,3 mio danskere har kroniske smerter, men vi oplever dem meget forskelligt.
