Aktivitetsregulering og mine skeer

  • 2 uger siden
  • 4Minutter
  • 827Ord

Aktivitetsregulering er kunsten at balancere livet, leve med en kronisk sygdom og samtidig gøre det med et smil på læben og overskud.

Det har hjulpet mig i flere omgange, hver gang mit liv tager en drejning. Eksempelvis da jeg skulle lære at leve med endometriose, eller da jeg fik konstateret hæmokromatose. Og de gange mit helbred er blevet forværret.

Nu står jeg der igen… Mit helbred har forandret sig.
Mine smerter har forandret sig, nogle til det bedre, og andre er uforandrede. Min energi er lav, tanken løber hurtig tør. Endnu en gang skal jeg navigere i aktivitetsregulering.

Din daglige balance

Forestil dig din energi som penge på en bankkonto. Du vågner op om morgenen, og der står måske 100 “energi-mønter” på kontoen.

Hver opgave, du udfører, koster nogle af de dyrebare mønter. At stå op? Det koster et par stykker. Gå i bad? Endnu flere. Og før du ved af det, kan kontoen næsten være tom, før du når frokost.

Aktivitetsregulering handler om at finde en balance, hvor du kan fordele dine energi-mønter over hele dagen uden at løbe tør. Det er ligesom at lægge et budget – men i stedet for penge budgetterer du med din energi.

Det kræver lidt planlægning og prioritering, men det gør en verden til forskel.
Og en vigtig detalje er, at du kan ikke sammenligne priserne med andre. Hvad et bad koster for mig, er ikke nødvendigvis samme mængde mønter for dig.

Kender du Spoon Theory?

Spoon Theory er en genial måde at forstå energiforvaltning på, især når du lever med en kronisk sygdom.

Hver morgen får du en håndfuld skeer – i dette tilfælde 12 skeer. Hver opgave, du udfører, koster en ske. At tage tøj på? En ske. Lave morgenmad? En ske. Gå på arbejde? Det kan koste tre eller fire skeer, afhængigt af dagen.

Nogle dage starter du måske med færre skeer, fordi du har sovet dårligt, eller din krop ikke samarbejder. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan du bruger dine skeer, så du ikke løber tør, før dagen er slut.

Du kan læse Spoon Theory på dansk her…

Hvad er din prioritering?

Aktivitetsregulering handler om at være fornuftig med dine skeer. Det betyder at prioritere det, der virkelig er vigtigt for dig.

Måske elsker du at tilbringe tid med venner, men du ved, at det koster en del skeer. I stedet for at aflyse, kan du planlægge ekstra hvile før eller efter, så du stadig har energi til at nyde samværet.

Det handler også om at lære at sige nej, hvilket kan være svært, men nødvendigt. Hvis du ved, at du har brug for dine sidste skeer til noget vigtigt senere, er det okay at sige nej til mindre vigtige aktiviteter.

Din hemmelige superkraft

Planlægning af pauser i løbet af dagen kan være din hemmelige superkraft.

Selvom det kan virke kedeligt, kan små pauser som en kop te, lidt frisk luft, eller en kort lur hjælpe dig med at strække de skeer, som du har, lidt længere.

Det handler om at finde små øjeblikke til at genoplade, så du kan fortsætte med dine opgaver uden at tømme energitanken helt. Pauserne behøver ikke være lange eller komplicerede, det vigtigste er, at de hjælper dig med at holde energiniveauet stabilt hele dagen.

Find balancen

Det er vigtigt at lytte til din krop. Nogle dage føler du måske, at du har uendelige skeer og kan klare hele verden på én gang.

Men vær forsigtig, det kan koste dig dobbelt så mange skeer dagen efter, hvis du presser dig selv for hårdt. Aktivitetsregulering handler om at finde en balance, hvor du kan være aktiv uden at brænde ud.

Hvis du vågner en dag med færre skeer, skal du tilpasse din plan for dagen. Drop de mindre vigtige opgaver, eller del dem ud, hvis du kan. Det handler ikke om dovenskab, men om balance.

Brug dine skeer fornuftigt

Til sidst er det vigtigt at huske, at det er okay at bruge alle dine skeer på noget, der gør dig glad, også selvom det betyder, at du skal tage en rolig dag bagefter.

Livet med en kronisk sygdom handler om at finde glæde i de små ting, prioritere det der gør dig glad, og passe på dig selv undervejs.

Hvis du er din egen energiforvalter, holder øje med dine skeer og husker, at balancen mellem aktivitet og hvile er nøglen til at leve godt (selv på de svære dage), så kan man med lidt øvelse blive mester i at finde den rette balance.

Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek