Årets første dag i et dugfrisk nyt år hvor alt kan ske.
Jeg har aldrig været kæmpe fan af nytårsaften. Flere gange har jeg set den slet skjulte skuffelse over, at det ikke blev lige så sjovt som “dengang” eller som andre viser eller fortæller om.
Og den der uforløste forventning kan gøre ondt.
Plejer er død!
Jeg har flere gange selv mærket skuffelsen. Ikke pga. nytårsaften men i andre situationer.
Når jeg ikke har levet op til mine egne forventninger, bliver jeg så skuffet over mig selv.
“Det plejer jeg da at kunne!”
“Det gjorde jeg da altid selv!”
“Det kunne jeg da selv klare!”
Men som de voksne sagde, da jeg var barn, “Plejer er død!”
Lidt hårde ord til et barn, men de havde jo egentlig ret. Vi skulle acceptere, at tingene forandrede sig, og alting kunne ikke blive ved med at være som det plejer.
Da Plejer døde
Jeg var tæt knyttet til Plejer de første år af mit liv som kroniker, så da Plejer døde, føltes det som en stor sorg.
Jeg savnede Plejer virkelig meget, for det var jo en del af min identitet og tryghed. Så da jeg mistede den del af mig selv, som jeg havde forventninger til, da slog jeg mig selv i hovedet og klandrede mig selv for at det var væk.
Jeg havde mistet noget af mig selv.
Men jeg skulle acceptere, at tingene havde forandret sig, og alting kunne ikke forblive som det plejede.
Og da jeg havde accepteret tabet af Plejer, og jeg fandt min nye identitet, så gik det hele pludselig meget lettere.
Dine eller mine forventninger?
Uha, så er der den der forventning som gør virkelig ondt, hvis den ikke går i opfyldelse.
Eller sådan er det ihvertfald for mig.
Fordi får jeg ikke opfyldt mine forventninger til mig selv, så bliver jeg vred på mig selv.
Men får jeg ikke opfyldt mine forventninger til andre, så bliver jeg såret og ked af det. Fordi det føles som en afvisning.
Meeen er det egentlig okay? Fordi kender de andre til mine forventninger til dem?
Gensyn med Plejer?
Flere gange er jeg gået ind til konsultation ved lægen med en forventning om at høre de smukkeste ord i verden: “Jeg kender årsagen og kuren!”
Men det gør de bare ikke altid…
Og trods min realitetssans og fornuft så rammes jeg af skuffelsen med en hammer.
Og når jeg så ligger og roder rundt dernede på gulvet med sol og stjerner over mit hoved, der bliver jeg ked af det.
Fordi lægen levede ikke op til mine forventninger til en læge.
Lægen skulle jo helbrede mig! Jeg skulle jo til at leve mit liv igen sammen med Plejer!
Fik du det sagt?
Min psykolog spurgte mig en dag: “Dengang du mærkede skuffelsen, fik du da fortalt, at du havde forventet noget andet?”
Næ, det gjorde jeg vist ikke lige i det tilfælde. Men det kunne han/hun da selv have regnet ud!
Den usagte forventning til andre er farlig, fordi den kan gøre ondt. Men hvem er man mest såret over?
De andre ,fordi de ikke selv kunne regne ud, hvad det var, du havde brug for?
Eller dig selv, fordi du ikke havde fået det sagt?
Det kan være svært at få det sagt
Det har kostet en hel del psykolog-timer at nå til erkendelsen af, at jeg gerne må have forventninger til andre og mig selv – så længe de er blevet sagt højt.
Da jeg i en kort periode boede hjemme ved mine forældre som voksen kroniker, talte vi om forventninger til hinanden for at sikre husfreden.
Når jeg på arbejde får en ny opgave tildelt, så spørger jeg, “Hvad forventer du at få ud af det? Hvilket resultat forventer du?”.
Og da jeg tog til nytårsfest ved min veninde og hendes familie i går, var vores fælles forventninger en hyggelig aften med god mad og drikke.
Og det fik vi 🥳
Plejer har flere liv
Der var ingen som havde forberedt mig på, at Plejer kunne dø flere gange. At tingene kunne blive ved med at forandre sig.
Man skal kunne være omstillingsparat uanset om man er kroniker eller ej, fordi alting har det med at forandre sig.
Men det vil jeg helt klart også foretrække, ellers ville jeg begynde at kede mig.
