For godt til at være sandt

  • 1 måned siden
  • 4Minutter
  • 741Ord

Jeg tror, at vi alle kender følelsen, når noget føles for godt til at være sandt.

Tvivlen kan overskygge den følelse af glæde, som man måske burde føle…
Noget jeg har arbejdet meget med, og stadig arbejder på, er at håndtere de forskellige situationer, når noget føles for godt til at være sandt.

Nu skal den have bundgas!

Jeg kan bedst beskrive den første morgen uden kraftige smerter som, den første morgen med solskin efter mange dages regn. Luften er mere frisk, og den kan trænge helt ind i kroppen ved hver vejrtrækning. Solen skinner og trækker smilerynkerne helt frem i lyset. Kroppen føles udhvilet, og jeg har lyst til at danse.

Nu skal den have bundgas!!

Fordi det er for godt til at være sandt, man ved ikke hvornår smerterne rammer igen.

Så jeg kaster mig over projekter der har ventet. Det kan være at støvsugeren bliver budt op til dans, og traveskoene bliver luftet. Og nu jeg er i gang, så kan jeg også få besøgt dem, som jeg skylder et besøg.

…Oops i did it again….

Jeg overgjorde det, det blev helt overdrevet, og jeg røg direkte i fængsel uden at passere start.
Smerterne og udmattelsen vendte tilbage, det var for godt til at være sandt.
Der var ikke sket et pludseligt mirakel over natten, jeg var ikke blevet rask.

Det kan ikke være sandt!

Men der findes også andre måder, jeg kan reagere på den første dag.

Det er igen første dag efter flere dage med smerter, men denne gang tør jeg ikke risikere noget.
Jeg går forsigtigt rundt og venter på, at alt det trælse vender tilbage.

Mit hoved summer af katastrofetanker, mine tanker er fyldt med bekymringer, og kroppen er spændt som en flitsbue.
Jeg ved jo, at det hele vender tilbage lige pludselig.

Bekymringerne og spændingerne belaster min krop.
Før jeg ved af det, vender smerterne og udmattelsen tilbage.
Jeg vidste det! Det var for godt til at være sandt…

Nogle gange er sandt!

De to ovenstående eksempler er ikke en del af mit liv mere, jeg er blevet meget bevidst om, hvordan jeg bruger de gode dage.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan overdrive mere, for det kan jeg.
Det er bare på en anden måde.

Det jeg lærte på smerteklinikken var, at når de gode dage ankommer, så skal jeg huske at nyde dem.
Jeg skal være bevidst om mine grænser og evner, og sikre at jeg lytter til min krop og fornuft undervejs.

Jeg må gerne gå til grænsen og overskride den lidt, så længe jeg mærker efter og lytter til kroppens signaler.
Så snart jeg mærker smerter eller andre gener, så er det på tide at stoppe op.

Er jeg ved at støvsuge, og jeg mærker smerter, så fortsætter jeg ikke – heller ikke selvom jeg mangler “bare lige”…
I stedet stopper jeg med det samme, stiller støvsugeren på plads og tager et hvil.

På den måde øger jeg gradvist mine grænser, uden at overskride dem og blive banket tilbage til start.

Og jeg har i stedet mange flere gode dage i træk!

Endnu en god dag!

For mit vedkommende var det ikke for godt til at være sandt, jeg er faktisk stoppet med at tælle dage uden smerter.

Nu nyder jeg livet i mit eget tempo, jeg lytter til min krop og mine grænser flytter sig langsomt.
Energien kæmper jeg stadig med, jeg kan stadig blive overmandet af udmattelse.
Men dagene med overskyggende smerter er der færre af, og det har øget min livsglæde helt vildt meget.

Det er okay at blive træt, en lur midt på dagen kan være rigtig lækker.

Men ingen regel uden undtagelse 😉

Hvis der er en fjern ukendt slægtning, der fortæller, at du har arvet efter din meget rige onkel i USA – så er det med stor sandsynlighed, for godt til at være sandt.

Eller hvis den spritnye iPhone på Facebookmarket sælges for 1000 kr, så er det med stor sandsynlighed, for godt til at være sandt.

Stol på din mavefornemmelse og nyd livet.

Tak for at dele
icon_Follow_da_DK For godt til at være sandt
da_DK For godt til at være sandt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *