Sorg er et meget følelsesladet ord, det er et kraftfuldt ord.
Hvordan hænger sorg sammen med kronisk sygdom?
Og hvorfor skriver en evig optimist om sorg?
Hvad er sorg?
Sorg er meget forskelligt. Det kan opstå ved et dødsfald, et brudt forhold, en uretfærdig gerning og meget mere.
Men fælles for dem alle er, at det ofte indebærer et tab.
For nylig mistede jeg en god ven til cancer. Vi nåede at sige farvel, men sorgen over at miste gør ondt.
Og det fik mig til at tænke over sorg. Og hvordan sorg føles.
Vi sørger forskelligt, men ofte indebærer det sorgens fem stadier.
Benægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept.
Da optimisten skulle definere sorg
Som et led i min accept af livet som kronisk syg gik jeg til psykolog i en længere periode.
Min psykolog satte stolen for døren og tvang denne evige optimist til at mærke sorgen.
Samtale i hendes konsultation:
– Hvornår har du oplevet sorg?
– Øh, jeg bliver ked af det, når det gør ondt….
– Nej, i hvilke situationer har du mærket sorg?
– Hmr, altså der var en dag, at jeg blev kaldt hypokonder….
– Nej, rigtig sorg, sorg over tab, sorg over at miste, en gennemgribende sorg.
– …… Den dag jeg indså, at jeg ikke kunne få flere børn…..
Som kronisk syg kan man miste evnen til at arbejde, som man plejer.
Man kan måske ikke udføre de opgaver, som gav en mest værdi.
Det kan være tabet af en graviditet, måske et mislykket fertilitetsforsøg.
Men det kan også være sorgen over, at man ikke kan deltage i tre dages festival med vennerne.
At man ikke kan feste til den lyse morgen.
Så snart du mister noget, som du værdsætter, noget som er vigtigt for dig, noget som har betydning, så føler du sorg. Og man er nødt til at anerkende og behandle det som en sorg.
Og først når du har anerkendt sorgen, kan du begynde at bevæge dig fremad.
Min sorg som kroniker
Da jeg fik diagnosen endometriose, ramte sorgen mig hårdt. Den skyllede ind over mig, så jeg var ved at drukne. Hvorfor skulle jeg rammes af en kronisk sygdom, hvorfor skulle jeg have så mange smerter, og hvorfor skulle en sygdom afgøre, om min drøm om en stor familie skulle blive en realitet.
Mine nærmeste kæmpede en hård kamp, og de fik mig løftet ud af mørket. Men jeg fik den ikke bearbejdet fuldt ud. Først 13 år senere opsøgte jeg hjælp, så jeg kunne få sat ord på sorgen, og jeg indså, at det var okay.
Gennem årene har jeg selv ændret på mine drømme for fremtiden, jeg har fundet nye mål og nye veje.
Men som kronisk syg kan livet ændre sig pludseligt, der kan ske en forandring eller forværring, som gør at du må skifte retning igen.
Sorgens fem stadier
Der er som sagt fem stadier af sorg: Benægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept.
Men man skal ikke absolut gennemleve dem alle for at opnå accept.
Vi sørger alle forskelligt.
Da jeg fik den første diagnose, gennemlevede jeg de fem stadier.
Sorgen var tydelig, og processen var hård.
Benægtelsen
I starten ignorerede jeg, at jeg fik diagnosen Endometriose.
“Det skal nok gå det hele, det er ikke noget særligt”.
Lægen sagde jo, at jeg ikke kunne dø af det, så ingen ko på isen!
Vreden
Men efter kort tid og mange informationer senere, blev jeg harmdirrende vred – vred på mig selv, på alle de læger der aldrig havde lyttet, på min krop der tydeligvis modarbejdede og smadrede mine drømme.
Forhandlingen
Hvis nu bare, at jeg havde kæmpet mere for at blive hørt. Eller havde jeg bare talt med nogen tidligere.
Hvad nu hvis, at jeg have kæmpet for flere fertilitetsforsøg.
Depressionen
Jeg blev ked af det, verden føltes trist og grå dengang. Jeg fik ikke en depression, men jeg havde svært ved at overskue, hvordan jeg nogensinde kunne blive glad igen.
Accept
Efterhånden lærte jeg at acceptere min diagnose Endometriose, jeg lærte at leve med en kronisk sygdom.
Men følelsen af sorg vendte nogle gange tilbage. Der kunne opstå en forværring eller en forandring.
Optimistens sorg
Jeg føler stadig sorg ind i mellem, jeg giver den plads, men så tager jeg en dyb indånding og går videre.
Mine drømme kan stadig gå i opfyldelse. Nogle gange forandrer de sig, og jeg finder nye veje.
Det er vigtigt at tale om sorg, uanset om det er din egen eller andres.
Og det kan tage tid at komme over et tab, man kan ikke jage igennem det.
Jeg har læst et sted, at sorg efter et tab kan tage et halvt år at gennemleve.
Det er en del af livet for os alle.
