En eftermiddag i 2021 sad jeg i bilen på vej hjem fra endnu en undersøgelse på sygehuset. Denne gang var det kontrol af min endometriose, da jeg havde oplevet mange forandringer og stor forværring. Jeg sad og reflekterede over dialogen, min rolle som patient og undersøgelsen som lige havde foregået.
Dialogens gang
Sygeplejersken havde fulgt mig ind og med rolig stemme beskrevet, hvad der skulle ske.
Jeg smilede og nikkede, jeg spillede med og lod hende udføre sin rolle.
Min læge henvender sig til mig: Nå Bettina, kan du forklare mig forløbet.
Ja, nu skal du se, svarede jeg stolt og hev tre A4 ark op af tasken 😆 Jeg gennemgik overfladisk de forskellige hændelser og undersøgelser de forgangne seks måneder, hvor jeg var blevet sendt rundt i sundhedssystemet.
Og dette er dine kopier, svarede jeg og klappede på papirerne.
Min læge smilede med et varmt glimt i øjet og kiggede på sygeplejersken og sagde, at jeg var kommet på afdelingen gennem mange år og vidste efterhånden, hvad han havde brug for at vide.
Endnu en undersøgelse
Da jeg kort efter lå med fødderne i stigbøjlerne og snakkede om ferieplanerne, der inkluderede Bornholm, gik det op for mig hvor lidt blufærdig jeg efterhånden var blevet.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været til undersøgelser på sygehuse, jeg ved ikke hvor mange, der har undersøgt mit underliv, jeg har ingen anelse om, hvor mange gange jeg har snakket om afføring, toiletvaner og tissetrang. Det er blevet helt naturligt at tale om – #nofilter – men desværre forsvinder filteret i mange sociale situationer også.
En ide blev født
Og det var omdrejningspunktet for mine tanker der i bilen.
De mange undersøgelser og hospitalsbesøg har gjort, at i dag er min tilgang forberedt og med overblik. Jeg er fuldt ud bevidst om, at dette handler om et samarbejde mellem mig og sundhedspersonalet, og vi har et fælles ønske og mål – det bedste for mig 💜
Jeg er en professionel patient på både godt og ondt – og jeg sætter en ære i det 🌸
Og det vil jeg dele med jer, der har lyst til at læse med
