Hvad håbede jeg?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg håbede på, at jeg ville få ud af dagens konsultation.

Min mor havde sagt ja til at tage med mig til konsultationen på Neurologisk afdeling i dag, så jeg havde et par ekstra øre,, der kunne lytte med. Og man bliver aldrig for gammel til at tage sin mor med ❤️

I dag skulle der vurderes, om jeg var kandidat til at få indopereret elektroder, der kunne smertelindre mig som mit TENS apparat.

TENS kort fortalt

TENS (Transkutan Elektrisk Nervestimulation) er en terapeutisk metode, der bruges til at reducere smerteoplevelsen ved at sende elektriske impulser gennem huden og mod nervebanerne. Dette stimulerer kroppens naturlige smertelindring system. Der eksisterer forskellige varianter af TENS-apparater på markedet.

Som min kollega siger: Der bliver skruet ned for volumen på smerten, så den er nemmere at lytte til 🎶

Min effekt af TENS

Da min fysioterapeut på smerteklinikken introducerede mig for TENS, fik jeg at vide, at jeg skulle sætte elektroderne der, hvor det gjorde mest ondt. Derfor flytter jeg lidt rundt på dem, alt efter behov.

De elektroder jeg har valgt er med gele, da jeg er overfølsom for nogle plastre.
Derudover flytter jeg rundt på dem, da huden bliver generet af længerevarende brug af elektroderne på samme sted.

Men jeg har stor og gavnlig effekt af TENS.
Det kan skrue ned for alt fra kramper i underlivet, nervesmerterne osv. til hovedpine og nakkespændinger.

Så hvorfor blive opereret?

Mulighederne for operation

Der findes to metoder, den ene hvor elektroderne placeres ved rygsøjlen, og den anden hvor elektroderne placeres under huden. Statistikken viser, at til mine smerter på maven, er der ikke god erfaring med elektroderne ved rygsøjlen.
Derfor fokuserede vi på dem under huden.

Men, der er ofte et men, og også i dette tilfælde.
De seneste måneder har jeg haft tiltagende smerter på og i maven, derfor er huden på min mave ekstra sensitiv.
Og jeg har derfor ikke kunnet bruge min TENS på maven.

Jeg har primært brugt elektroderne på lænden i stedet.
Mit behov for smertelindring er primært på maven.

Hvad gør man så?
Og hvilket svar håbede jeg på at gå hjem med?

Lægen lagde en plan

Min største skræk når jeg er til konsultation ved læger er ordene: Der er desværre ikke mere vi kan gøre, og vi afslutter dig her 😯

Turen ud af døren kan føles som bungeejumping, hvor elastikken fejler, og man går ud af døren i frit fald.
Men lægen og sygeplejersken i dag greb mig, de lagde en plan.

De næste 1-2 måneder skal jeg eksperimentere med mit TENS, og så skal jeg tage kontakt til dem igen.
Jeg skal forsøge i en periode, at placere 4 elektroder på min lænd og ryg. Og en periode placere elektroderne på min mave. Samtidig skal jeg føre en smertedagbog, så jeg kan følge med i smertedækning og min sensitivitet på maven.

Og de seneste måneders tiltagende maveproblemer har ikke gjort det nemmere.
Nu fik jeg tid til at eksperimentere med min TENS og få styr på mavesmerterne.

Håbede jeg for meget?

Når man lever med gener, som påvirker ens liv, er man klar til at prøve alt.
Og når håbet vækkes, kan man vælge at tro på det eller ej.

Håber man meget, så er der risiko for at blive skuffet.
Det har jeg prøvet flere gange. Skuffelsen, når man indser, at det ikke er den rette løsning, kan gøre frygtelig ondt.

Men hvis man ikke tør håbe, så kan man ende med at gå glip af muligheder og forbedringer i sit liv.

Håb er en drivkraft, der kan motivere os til at fortsætte, selv når tingene ser dystre ud. Det er en tro på, at der kan være en bedre fremtid, selv når nuet er svært.

Jeg håber stadig på at finde den rigtige løsning, jeg tror på, at det gode kommer til mig ❤️