Hvem var jeg før? Det er ikke altid, at jeg kan huske det… Og det er kun halvandet år siden.
Men jeg husker det som om, at jeg knoklede for enhver pris, og jeg satte altid mig selv sidst.
Hvem var jeg før?
Jeg stod op kl 6 for at gøre mig selv og sønnike klar til at komme ud af døren. Jeg sørgede altid for at give mig selv en rolig morgen, for jeg var bevidst om, at det var det jeg havde behov for, så jeg kunne komme igennem dagen.
Så knoklede jeg ellers igennem, jeg kunne finde på at droppe pauser eller holde dem foran computeren, for jeg havde altid travlt. Og når mine kolleger gik hjem, blev jeg ofte lidt ekstra, da jeg nød roen og arbejdsfreden.
Når jeg kom hjem var det familietid og aftensmad, og når klokken blev 20, var det blevet tid til det frivillige arbejde. Og nogle gange sneg der sig også nogle arbejdsopgaver ind, som jeg ikke havde nået i arbejdstiden.
Var det hele vigtigt?
Jeg brændte mit lys i begge ender, fordi at jeg ville være den bedste mor, den skønneste hustru, den dygtigste medarbejder (arbejde og frivillig) og meget mere.
Ind imellem havde jeg Bettina-tid, som jeg brugte på mig selv, men det endte også ofte med frivilligt arbejde.
Men jeg elskede jo det hele, der var intet jeg ville undvære! Min appetit på alt var kæmpestor. Problemet var bare, at jeg overhørte, da mit helbred blev værre.
Jeg var ikke opmærksom på, at jeg gjorde det samme, men min krop kunne mindre og mindre. Og en dag i januar 2021 (der var året igen) lærte jeg det på den hårde måde.
Den dag kroppen gav efter
Jeg vil aldrig glemme skrækken i mine kollegers øjne, da jeg knækkede sammen på kontoret. Heldigvis opstod der ikke panik, for de vidste jo, at jeg var syg.
Men da jeg sad der på gulvet og måtte hjælpes op og hjem af en kollega, selv der ville jeg ikke indse, at min krop sagde fra.
Da jeg lå på sygehusets akutstue, og de ville indlægge mig for at smertedække, ville jeg ikke acceptere det.
Der gik seks måneder, før lægerne fandt årsagen til den pludselige forværring. Jeg havde ikke lyttet efter i en årrække, jeg havde derimod måske skruet op for min aktivitet.
Problemet var bare, at jeg stadig ikke lyttede efter…. “Lige om lidt er jeg mig selv igen, lige om lidt er der styr på det, så kan jeg fortsætte mit liv hvor det slap, med alt hvad det indebar!”
Havde de alle ret?
Det var først i oktober, at ordene trængte ind – “Jeg kommer ikke til at arbejde 37 timer om ugen igen, jeg kommer ikke til at arbejde 10 timer frivilligt om ugen igen, jeg kommer ikke tilbage hvor jeg slap.”
Min sagsbehandler og min chef dannede fælles front og sammen fik de mig til at indse, at mit mål var ikke at arbejde 37 timer, men det var at arbejde i det antal timer, som min krop tillod mig.
For det der var vigtigst lige nu, det var at jeg også havde energi og overskud til at leve mit liv, når jeg ikke var på arbejde.
Mit arbejde havde i mange år været min identitet, jeg var stolt af mit arbejde, og jeg var opdraget med en høj arbejdsmoral. Men jeg arbejdede meget med mig selv, og jeg fandt forståelse i, at høj arbejdsmoral og mange timer ikke hang sammen.
Derimod var høj arbejdsmoral, at jeg udførte mit elskede arbejde på de nye betingelser og stadig kunne opfylde mine ønsker i min fritid. Jeg kunne få det hele igen, bare på nye betingelser.
Hvem er jeg i dag?
I dag står jeg stadig op kl 6, teenageren er nu på efterskole, så jeg har god tid til at gøre mig klar til dagen. Så tager jeg på arbejde i fire timer, afbrudt af en times pause i midten til enten en gåtur eller en lur.
Når jeg kommer hjem er min vigtigste opgave nu at passe på mig selv, ofte betyder det en gåtur og en lur. Så er det husmor/kæreste/familie-tid og hygge.
Jeg glemmer ikke den første dag, hvor jeg efter en arbejdsdag og en lur fandt overskud til at gøre badeværelset rent. Det var verdens fedeste følelse! For jeg kunne ikke mindes, hvornår jeg sidst havde haft overskud til det på en hverdag.
Hvem var jeg før? Måske er det okay, at jeg ikke helt kan huske det, for jeg ved, hvem jeg er i dag.
Jeg er blevet en meget stærkere person, jeg kan meget mere end jeg troede var muligt, og jeg har overvundet kampe som til tider virkede uoverskuelige.
