Flere har gennem de seneste to år spurgt mig, om jeg følte mig stresset, og svaret har hver gang været: Nej, jeg føler mig ikke stresset.
Min arbejdsplads passer på mig, de hjælper med at tilpasse mine arbejdstider og giver mulighed for hjemmearbejde. Mine opgaver er tilpasset, og hvis mængden er for meget, så hjælper de med at løse det.
For er det ikke kun arbejde man tænker på, når man snakker stress?
Den fysiske stress
Det var det i hvert fald for mig, jeg kunne ikke forestille mig, at der kunne være andre faktorer. Men det var der.
Da jeg kom på smerteklinik, lærte jeg utrolig meget om min krops reaktioner og signaler.
Jeg lærte en hel del om smertehåndtering og psyke.
Og igen blev jeg spurgt på klinikken, om jeg følte mig stresset.
Men jeg følte mig ikke stresset, derimod følte jeg mig presset.
Presset over ventetider, de utallige undersøgelser, de mange forskellige læger og sygeplejersker, de mange informationer og de mange ændringer i behandlinger afhængig af, hvilket symptom der skulle behandles.
For ikke at tale om samtaler med sagsbehandlere og jobkonsulenter, som jo egentlig bare ville hjælpe mig og sikre at det gik mig godt. Men det var også noget, som jeg skulle forholde mig til.
Okay, så mentalt følte jeg mig ret presset, men min krop var stresset.
Vi har været inde på det tidligere, men i livet med kroniske smerter, har vi en hjerne som bombarderes konstant med impulser. Det øger risikoen for stress, da hjernen allerede er på overarbejde.
Og det gælder ikke kun smerteramte, forskning viser, at kronisk syge er mere tilbøjelige til at få stress og depressioner.
Da jeg blev afsluttet af læge og fysioterapeut på smerteklinikken, var jeg klædt godt på til at passe på mig selv. Og med min arbejdsplads i ryggen, burde det ikke være et problem.
Arbejdsrelateret stress
Nu vi taler om min arbejdsplads. Under de mange undersøgelser, ventetider og behandlinger, blev jeg sygemeldt i to måneder, så jeg kunne passe på mig selv.
Under hele forløbet fik jeg en fantastisk opbakning fra min arbejdsplads, de gjorde alt de kunne, for at jeg ikke skulle bekymre mig over den del og kun fokusere på mig selv.
Og da lægerne opgav, begyndte jeg sammen med min arbejdsplads at søge fleksjob.
Alle sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig, jeg skulle kun tænke på mig selv.
Min chef spurgte en dag, om jeg følte mig stresset.
Nej, men jeg følte mig bekymret og nervøs, fordi hvad nu hvis jeg ikke fik tilkendt fleksjob, ville jeg så miste mit arbejde? Jeg havde jo ikke råd til at gå ned i tid for egen regning. Og jeg havde virkelig ikke lyst til et andet arbejde.
Der var den igen, jeg følte mig bekymret og nervøs, og det øgede belastningen på min krop.
Da jeg fik tilkendt fleksjob, følte jeg en lettelse ud over alt, som jeg nogensinde har følt før.
Jeg var slet ikke klar over, hvor meget det havde påvirket mig fysisk.
Nu kunne jeg endelig passe på mig selv, lave noget i min fritid og være noget for andre samtidig med at passe mit arbejde.
Jeg følte mig stadig syg
Men jeg blev ved med at blive syg i perioder, og da jeg havde været syg non stop i august og september uden nogen forklaring, spurgte min læge: Føler du dig stresset?
Nej, jeg føler mig ikke stresset…. Jeg har fleksjob, og vi er fælles om opgaverne derhjemme.
Mine symptomer var: udmattelse, hovedpine, øresusen, ondt i alle ledde og muskler, kvalme, mindre appetit og hyppige blærebetændelser.
Min læge spurgte, om jeg godt var klar over, at der var andre faktorer end arbejde, der kunne udløse stress?
Med hjælp fra min læge og min psykolog fik jeg sat ord på de tanker og bekymringer, der fyldte inden i mig. Jeg indså, at min krop og jeg var stressede. Og nu skulle vi samarbejde.
Hvad er stress?
Stress er ikke en sygdom men en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har.
Psykiatrifonden
Jeg er stresset
Gennem de sidste par år har jeg været udsat for lidt af hvert.
Mit nervesystem har været igennem en kraftig overbelastning.
Min krop har været udsat for smerter, utallige undersøgelser og behandlingsforsøg.
Min hjerne har været bombarderet med impulser, indtryk, informationer og bekymringer.
Min psyke har været sat på prøve med skuffelser, usikkerhed og ventetider.
Da jeg indså, at jeg var stresset på alle tænkelige måder, var jeg nødt til selv at finde en udvej.
Kun jeg kunne finde frem til, hvad der var godt for mig.
Jeg følte mig pludselig meget alene omgivet af en masse mennesker, som ville gøre alt for at hjælpe mig. Men der fandtes ingen løsning, som en eller anden kunne hive op af skuffen og give mig.
Derfor er jeg nu begyndt på et nyt kapitel i mit liv, hvor jeg skal passe bedre på mig selv.
Nu er tiden inde til, at jeg skal efterleve alle de råd og vejledninger, som jeg har fået og selv givet gennem årene.
Hvad nu?
Jeg kan mærke, at jeg stadig føler mig stresset.
Nogle gange får jeg kraftige påmindelser om at drosle ned, det kan være fysiske symptomer, eller følelsen af uoverskuelighed. Forskellen er, at jeg er blevet bedre til at sige fra og bede om hjælp.
Jeg har læst på Forebygstress.dk, at det ofte tager 2-4 måneder at komme sig bagefter, for nogle tager det længere tid. Det er meget individuelt.
Men jeg har ikke travlt, jeg er stadig ved at komme mig oven på den belastning, som jeg har været udsat for – ikke kun de seneste 2 år, men lige siden jeg fik den første diagnose for 15 år siden.
Tre dage om ugen er jeg på kontoret blandt mine kolleger og to dage om ugen arbejder jeg hjemme.
Det giver mig mulighed for at slappe af og finde ro. Og så går jeg en masse ture i området omkring mit hjem.
Jeg skal langsomt finde frem til, hvad der giver mig værdi, hvad der giver mig energi, og hvad der giver mig livskvalitet.
Og nu er jeg tilbage ved tastaturet.
Jeg har savnet at skrive, men det kræver overskud, selv om jeg stadig har haft meget på hjertet. Og jeg fandt frem til, at når jeg skriver til jer, så giver det mig livskvalitet.
Tak for at læse med 💜
