Mange kender fænomenet kronikerhjerne, men hvad vil det egentlig sige?
Du sætter frokosten i mikrobølgeovnen og glemmer den. Du kigger på din to-do-liste, men dine tanker glider væk. Du prøver at følge en samtale, men dine sanser er overvældede. Lyder det bekendt? Så kender du måske til kronikerhjerne.
At leve med et konstant aktivt nervesystem kan føles som at køre i højeste gear uden mulighed for at bremse. Tanker flimrer som et tv uden signal, og selv de mindste opgaver kan kræve en umenneskelig indsats. Hvis du lever med kroniske smerter, stress, ADHD, PTSD eller andre tilstande, hvor nervesystemet er overstimuleret, kender du sikkert til dette fænomen.
Mange af os oplever et nervesystem i konstant alarmberedskab. Vi bliver overstimulerede, udmattede og forvirrede. Vores hjerner arbejder på højtryk, men alligevel føles det nogle gange, som om vi ikke kan samle en eneste tanke.
Jeg vil gerne dele mine tanker om dette emne, for vi er mange, der kender det, og vi er mange, der lever med det. Men hvordan accepterer vi det? Og hvordan navigerer vi i et liv med en kronikerhjerne?
Hvad er kronikerhjerne?
Kronikerhjerne er ikke en officiel diagnose, men et begreb, mange af os bruger til at beskrive den mentale træthed og overstimulering, der følger med et overaktivt nervesystem. Vores hjerner er ikke syge, men de arbejder under ekstreme forhold.
Et overstimuleret nervesystem betyder, at hjernen er i konstant beredskab. Smertesignaler, stresshormoner, sensoriske indtryk og tankemylder skaber en overbelastning, der fører til kognitive udfordringer, emotionel svingning og fysisk træthed. Mange oplever glemsomhed, koncentrationsbesvær og en følelse af at være “sløret” i hovedet.
Denne form for mental træthed kan vise sig hos mennesker med kroniske smerter, stress, ADHD, angst, PTSD og andre neurodivergente tilstande. Mange beskriver præcis den samme følelse af mental overbelastning.
Vi er ikke alene om at have en hjerne, der kæmper for at navigere i en verden, der ikke altid tager hensyn til vores kapacitet.
Hvordan føles det at have kronikerhjerne?
Forestil dig, at du har 15 browserfaner åbne på samme tid.
Du hører musik, nogen snakker til dig, din telefon vibrerer, og din krop registrerer smerter eller stress. Samtidig prøver du at huske, hvad du skulle handle ind til aftensmad, men dine tanker forsvinder som dug for solen. Nå ja, samtidig kører omkvædet til “Hey macarena” igen og igen på fuld styrke i baghovedet.
Sådan føles det ofte at have kronikerhjerne.
Mange beskriver følgende symptomer:
- Koncentrationsbesvær: Svært ved at fokusere, hoppe mellem tanker og opgaver.
- Hukommelsesproblemer: Glemmer ord, aftaler, hvad man lige var i gang med.
- Overstimulering: Bliver hurtigt udmattet af larm, lys og sanseindtryk.
- Mentalt kaos: Tankemylder, svært ved at få struktur på dagen.
- Udbrændthed: Konstant træthed, selv efter hvile.
For mig kan det nogle dage være en kamp mellem at ville en masse og have en krop og hjerne, der simpelthen ikke kan følge med. Jeg vil så gerne deltage, være aktiv, være til stede. Men ofte rammer muren mig hårdt og uventet.
Hvem oplever det?
Kronikerhjerne rammer mange forskellige mennesker. Fælles for os er, at vores nervesystem er overbelastet og ikke får tilstrækkelig hvile. Det kan skyldes:
- Kroniske smerter
- Neurodivergens (ADHD, autisme)
- Sensorisk sensitivitet (HSP)
- Stress og udbrændthed
- Angst og PTSD
- Søvnforstyrrelser
Vores samfund er efterhånden designet til at være hurtigt, effektivt og konstant i bevægelse. Men for os med en kronikerhjerne er det ikke altid muligt at følge med.
Det føles som at prøve at løbe et maraton på et halvt opladet batteri.
Hvordan påvirker det livet?
Kronikerhjerne har en reel indflydelse på vores dagligdag:
- Arbejdslivet: Mange oplever vanskeligheder med at koncentrere sig, huske opgaver og holde energien oppe gennem en hel arbejdsdag.
- Socialt liv: Man vil gerne deltage, men overstimulering og træthed gør det svært. FOMO (fear of missing out) og isolering er en evig balancegang.
- Følelsesmæssigt: Frustration over egne begrænsninger og skyldfølelse over ikke at kunne “gå med i tempoet”.
Men det betyder ikke, at vi ikke kan have et godt liv.
Det betyder bare, at vi må finde en anden vej.
Hvis en opgave kræver længere koncentration, deler jeg den op i mindre bidder og bruger en timer for at holde fokus. Jeg indstiller alarmen i min telefon, så jeg husker at give hjernen en pause, før jeg brænder ud.
Hvordan accepterer vi det?
Accept er en af de sværeste, men vigtigste processer, når man lever med kronikerhjerne. Det handler ikke om at give op, men om at anerkende, at vores hjerner fungerer på en bestemt måde – og at vi må lytte til dem.
Nogle veje til accept kan være:
- At erkende vores begrænsninger uden skyld
- At skabe realistiske forventninger til os selv
- At søge fællesskaber, hvor vi ikke skal forklare os
- At give os selv lov til at tage pauser uden dårlig samvittighed
Strategier til at navigere i det
Livet med en kronikerhjerne bliver lettere, hvis vi finder metoder til at aflaste vores nervesystem. Her er nogle strategier, der kan hjælpe.
Du har brug for at tage pauser i løbet af dagen, selv når du ikke tror, at du behøver det. Små pauser giver hjernen ro og forhindrer overstimulering.
Det er vigtigt at skru ned for overstimulering. Du kan for eksempel bruge briller med blåt lysfilter for at reducere træthed i øjnene, lyddæmpende hovedtelefoner for at mindske sanseindtryk eller planlægge skærmfrie perioder for at give hjernen en pause.
For at skabe struktur i hverdagen kan du bruge to-do-lister og kalendere. Det hjælper med at holde styr på opgaver og frigiver mental energi, som ellers ville blive brugt på at huske alting.
Kommunikation er afgørende, når du har brug for støtte fra dine omgivelser. Vær ærlig om, hvad du har brug for, så dine nærmeste forstår dine behov og kan tage hensyn.
Bevægelse og tid i naturen kan have en beroligende effekt på et overaktivt nervesystem. Gåture, let motion og frisk luft hjælper med at reducere stress og skabe balance i kroppen.
Du er ikke alene
Mine vigtigste redskaber er, at jeg bruger lister, apps og diverse systemer til at huske.
Eksempelvis har jeg min medicin sorteret i æsker til hele ugen, og en app til at påminde mig om at tage min medicin.
På køleskabet hænger en ugentlig huskeliste med alt fra aftaler til måltidsplanlægning.
På bordet står en kalender over hele måneden, så jeg kan holde styr på alle aftaler. Jeg skal nemlig sikre mig, at jeg får planlagt nok hviledage.
På arbejde benytter jeg programmer til at strukturere og huske mine opgaver. Jeg sørger for at tilføje noter og notifikationer, så jeg ikke spilder min energi på at huske. I stedet kan jeg bruge mit fokus på at udføre mine opgaver.
Vi er mange, der lever med kronikerhjerne, og vi forstår hinanden. Vi ved, hvordan det føles at være overstimuleret, udmattet og frustreret over vores egen hjerne. Men selvom vi møder udfordringer, kan vi stadig skabe et meningsfuldt og balanceret liv ved at forstå og respektere vores behov.
Det handler om at give os selv lov til at være, som vi er! Uden skyld, uden skam og uden at sammenligne os med alle dem, der ser ud til at have styr på det hele (spoiler: det har de heller ikke).
Små skridt, kloge genveje og en god portion selvironi kan gøre en verden til forskel. Vi er mange i den samme båd, og hvis vi hjælper hinanden med at navigere, kan vi leve et liv fuld af grin, ro og plads til at være os selv.
