Som kronisk syg kan livets store fester virke uoverskuelige.
Da jeg for nylig fyldte 50 år, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ønskede at markere det med en stor fest. Og det vigtigste var for mig, at jeg ikke mistede mig selv undervejs.
Derfor gik jeg til det som et projekt. Der blev lavet lister og tænkt tanker ud fra, hvad jeg ønskede og mine behov. Og mit største behov viste sig at være, at jeg ønskede at markere dagen med de vigtigste mennesker i mit liv lige nu. På mine præmisser.
Fest på mine præmisser
Som kronisk syg kan det være svært at overskue at fejre livets store øjeblikke.
Det kan virke som et stort arbejde, det kan virke uoverkommeligt. Og hvad nu hvis min(e) kroniske sygdom blusser op på det værste øjeblik?
Og det sidste skete faktisk for mig…. En uge inden festen fik jeg min menstruation for første gang i flere år, og det gik ikke stille for sig.
Som kvinde med endometriose kan det være en forfærdelig oplevelse, og det blev det også.
Det kostede mig tre sygedage, hvor jeg intet kunne pga. smerter og styrtblødning.
Mens jeg gennemgik det, som føltes som et helvede, var jeg taknemmelig for mine lister.
For jeg havde lavet lister om ALT.
Planlægning og listerne
Det er vigtigt at give sig selv plads og tid til at fejre sine egne store øjeblikke.
For mit eget vedkommende så er det tivoli-krymmel strøet ud over mit liv.
Det er minderne om de øjeblikke, som jeg kan varme mig ved på de dårlige dage.
Det er de gode minder, der bringer smilet frem, når livet føles svært.
Og det er vigtigt for mig at omgive mig med gode mennesker.
Men som kronisk smertepatient kan jeg have svært ved at overskue de store pompøse fester, jeg kan og vil ikke leve op til de flotte billeder på instagram. Derfor satte jeg mig ned og planlagde med udgangspunkt i mine forventninger.
Min talemåde blev, at hvis jeg kunne lide det, så var jeg sikker på, at de andre også kunne lide det. Og min tilgang blev, at jeg ikke skulle leve op til andres forventninger.
Jeg lavede en liste med mine behov og ønsker, hvordan jeg kunne nyde dagen, samtidig med at mine gæster vil nyde dagen. Den første liste blev gæstelisten.
Hvor mange og hvem?
Det første jeg overvejede var, hvor mange gæster kunne jeg overskue på én gang?
Hvis der sker for meget omkring mig, kan jeg blive overstimuleret pga. mit overaktive nervesystem. Derfor var det vigtigt, at jeg kunne rumme aktivitet og lydniveau.
Derudover vil jeg jo gerne kunne nå at give hver eneste gæst en følelse af, at jeg ønskede at tilbringe dagen med dem. Så jeg skulle også kunne overskue at tale med alle mine gæster, uden at jeg blev overstimuleret og ikke virkede tilstedeværende.
Jeg besluttede at holde en damefrokost. Det vil starte allerede til frokost, og det er det tidspunkt på dagen, at jeg har mest energi. Hvis det foregik om aftenen, så ville mit batteri måske være fladt. Og så risikerede jeg jo at være et dårligt selskab.
Derfor lavede jeg en liste med de kvinder, som jeg ønskede at fejre dagen med. Listen blev længere end forventet, men jeg endte med 20 kvinder, som alle har haft en betydning for mig gennem 50 år.
Men jeg har jo også nogle vigtige mænd i mit liv, som jeg ikke kunne undvære.
Derfor endte jeg med en gæsteliste på 25 skønne mennesker.
Tryghed frem for alt
Nu hvor listen var klar, skulle jeg vælge et sted at fejre dagen. Og min stue kan ikke rumme 25 personer. Derudover vil jeg aldrig kunne overskue at holde det hjemme.
Valget af lokationen var vigtigt på mange områder. Det skulle være et sted, hvor jeg kunne få hjælp. Et sted flere gæster kendte, så de også kunne hjælpe mig. Og det skulle være et sted som jeg kendte og følte mig tryg.
Derfor spurgte jeg min fætter og hans søde kone, om jeg måtte fejre dagen på deres sted.
Det måtte jeg, jeg skulle bare sige, hvad jeg ønskede.
Og det jeg ønskede var jo at holde det simpelt. Ingen stor ståhej.
Derudover ønskede jeg ikke nogen særbehandling eller noget specielt.
Alene det at jeg kunne fejre dagen et sted, som jeg kendte, ville reducere stress på dagen.
Med stedet på plads var næste store spørgsmål. Hvad skulle vi spise?
Hold det enkelt og få hjælp
Jeg elsker at lave mad! Og jeg synes selv, at jeg er ret god til det.
Men jeg vidste samtidig, at det ville være fuldstændig urealistisk, at jeg kunne lave mad til så mange mennesker, og samtidig bevare nok energi på kontoen til at være social.
Som enlig og i fleksjob er jeg afhængig af at have et budget. Derfor så jeg på mine muligheder og ønsker.
Jeg vidste fra tidligere fester, at hvis jeg selv stod for maden, ville jeg ende med at skulle svare på en million spørgsmål undervejs: “Hvor er skålen? Skal brødet lunes? Har vi nok tallerkener?”
Den energi ville jeg hellere bruge på mine gæster.
Derfor virkede smørrebrød og kage-tapas som en ukompliceret løsning.
Jeg tog kontakt til en kammerat, der har sit eget catering, restaurant og selskabslokaler.
Der bestilte jeg smørrebrød til mine gæster, og jeg kunne trygt overlade alle detaljerne til ham.
Den lokale bager blev kontaktet bagefter, og her bestilte jeg kage-tapas som det søde efter smørrebrødene. Endnu en gang kunne jeg trygt overlade detaljerne til eksperter.
For at sikre at jeg kunne bevare overblikket og energi, spurgte jeg min far og søn om hjælp. Og de sprang til med det samme. Vi fik planlagt, at inden festen ville de køre efter mad.
Endnu en gang blev jeg mindet om, at jeg har fantastiske mennesker i mit liv.
En livline for hukommelsen
For at sikre at jeg kunne fokusere på at nyde dagen, lavede jeg lister om alt!
Listerne kan godt virke lidt over-detaljerede, men de hjalp mig med at huske det hele.
Og de hjalp mig når jeg skulle bede om hjælp til noget.
Jeg lavede flere detaljerede indkøbslister, alt efter formål og tema.
Pynt og dekorationer, drikkevarer og snacks osv. Manglede jeg noget tøj eller lign?
Der blev lavet lister med tidsplaner, borddækning og ønsker til pynt.
Endda også lister til formiddagen inden festen med hvilket tøj jeg skulle have på, makeup og hår.
Alle disse lister hjalp mig ved at jeg ikke skulle gå og huske på noget, mit fokus kunne ligge på hverdagen og mit daglige liv. Når jeg kom i tanke om noget, så kunne jeg tilføje det den rette liste.
Men det hjalp mig også med at bede om hjælp, eller hvis nogen tilbød at hjælpe.
Jeg kunne fordele opgaver, jeg kunne give andre ansvar for nogle detaljer, så jeg kunne fokusere på andet.
Og da dagen kom, kendte mine forældre, søn og en nær veninde mine planer og ønsker.
Opstod der tvivl eller spørgsmål, så stod svaret på listen.
Fællesskab kan løfte fester
Festen startede lidt hektisk, blandt andet fordi at jeg ikke kunne undgå at blive lidt forvirret inden. Havde jeg nu husket alt, taget højde for alt, vil gæsterne kunne lide maden, vil de kunne lide omgivelserne, kunne jeg leve op til deres forventninger?
Og ja, jeg bekymrede mig om deres forventninger, for jeg er trods alt kun et menneske 😉
Men min familie og venner tog initiativer uden, at jeg skulle styre det hele. De nærmeste kendte planer og ønsker forud, så de kunne svare ved spørgsmål.
Jeg fik mange fantastiske gaver, og jeg blev helt overvældet af al den opmærksomhed.
Den største gave var dog, at alle gæster trådte til og hjalp. Jeg nåede ikke at opdage, at tallerkenerne blev ryddet efter smørrebrødene.
En del af mig tror at årsagen til at festen blev så vellykket var, at alt var planlagt, og jeg havde inviteret nogle skønne mennesker. Og så selvfølgelig fordi at jeg tog imod den hjælp, som jeg blev tilbudt.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan klare alt selv. Det gør mig ikke svag at tage imod hjælp, det gør mig stærk.
Træt, men lykkelig
Jeg havde sørget for at tage to feriedage bagefter, så jeg fik tre hele dage til at lade op igen.
Og jeg var fyldt med taknemmelighed og glæde. Jeg var træt, men jeg var (er) lykkelig.
Når jeg tænker tilbage på festen, så er jeg overrasket over, hvor godt det gik og hvor lidt stress jeg følte. Og det er takket være gode mennesker. Jeg havde sat nogle realistiske mål og ønsker for festen og til mig selv.
Det jeg sidder tilbage med er minderne om en overvældende og skøn dag, hvor jeg var omgivet af fantastiske mennesker.
Disse minder vil jeg altid bære med mig. Der var overskud og energi til at komme rundt til alle borde og snakke med mine gæster. Og mine gæster virkede alle glade og tilpas.
Der var masser af ros til maden og omgivelserne. Det blev en meget vellykket dag.
Store og små mirakler opstår
Når vi tør satse og fejre livets store og små øjeblikke, så opstår der ofte store og små mirakler. Så længe vi husker os selv.
Hvis man som kroniker tør acceptere, at “perfekt” ikke er målet, men at målet er nærvær og glæde, så opstår de smukke øjeblikke.
Jeg var lidt nervøs for, at det ville blive uoverskueligt at holde en stor fest som kronisk syg.
Men med planlægning, lister og fantastiske mennesker omkring mig, blev det en dag, jeg aldrig vil glemme.
Og det vigtigste? Jeg mistede ikke mig selv. Jeg fandt tværtimod endnu mere glæde ved at fejre livet på mine præmisser. Nogle gange skal der kun små justeringer til for at skabe store øjeblikke.
