I år fik jeg tilknyttet migræne som endnu en følgesvend på min kroniske rejse.
Og ærligt talt, det kom ikke helt bag på mig. Jeg har haft hovedpiner så længe, jeg kan huske. De dukkede først op omkring menstruationen. Især dagen før. Senere begyndte de også at komme ved ægløsning. Jeg nævnte det for min daværende læge, men hans bud var enkelt: tag lidt ekstra af den gigtmedicin, jeg allerede fik for menstruationssmerter.
Så jeg vænnede mig til det. Jeg vænnede mig til, at nogle dage var mørkere end andre – bogstaveligt talt, fordi lys begyndte at gøre ondt. Jeg vænnede mig til at være mere følsom overfor lugte. Og til, at smagen af visse ting kunne give mig kvalme.
Men jeg tænkte ikke på det som migræne. For jeg kastede jo aldrig op. Jeg lå ikke i sengen i tre dage. Jeg kunne stadig gå på arbejde. Så det var vel “bare hovedpine”, ikke?
Hovedpine med karakter
Efterhånden lærte jeg at afkode signalerne. Jeg blev ekspert i treo-dosering. Lærte at kombinere med hovedpinepiller og bruge min TENS-maskine på nakken. Det tog lige toppen, og så kunne jeg fungere.
Men der er forskel på at fungere og at have det godt. Mine hovedpiner blev værre i takt med mine neuropatiske smerter. Så da jeg en dag nævnte det for min nuværende læge, lyttede hun. Hun spurgte. Og hun konkluderede: “Det du beskriver er migræne.”
Så fik jeg udskrevet migrænemedicin. Og pludselig ventede jeg nærmest utålmodigt på, at næste hovedpine skulle ramme. For at se, om den her pille kunne noget særligt.
Testdagen
Det skete en formiddag på kontoret. Jeg mærkede det med det samme. En snigende spænding i højre side af hovedet, som krøb ned i kæben og ind bag øjet. Mine gummer blev ømme. Lyset stak. Selv mine tænder føltes som om, de var med i festen.
Jeg tog to treo, som aftalt med lægen. Det hjalp ikke. Så jeg tog den nye migrænepille. Gik ud og trak frisk luft. Kom tilbage og fortsatte min opgave. Jeg var vant til at presse igennem – det var jo “bare hovedpine”, ikke?
Men så skete det, jeg ikke havde forventet. En time senere sad jeg i et møde, og pludselig gik det op for mig. Hovedpinen var væk. Ikke dæmpet. Ikke i baggrunden. Fuldstændig forsvundet. Det var som om nogen havde trykket på en knap og slukket smerten.
Normalt ville sådan en omgang have varet i op til tre dage. Denne gang varede den én formiddag.
Fakta om ventetid og migræne
Det fik mig til at tænke. Hvorfor ventede jeg egentlig så længe med at tage mine hovedpiner alvorligt?
Det spørgsmål har forskeren Anna Melgaard også stillet. Hun har sammen med Endometriose Fællesskabet forsket i, hvorfor kvinder – især med kroniske smerter – ofte venter længe med at søge hjælp. Deres forskning viser, at kvinder i gennemsnit venter 7-10 år på en diagnose som endometriose. Og selv om migræne er mere kendt, sker der noget lignende her. Mange af os går i årevis og tænker, at vores symptomer nok bare er en del af at være kvinde, være stresset, være… lidt pylret?
Der er også kulturelle årsager. Kvinders smerter bliver stadig undervurderet i sundhedssystemet. Medicinsk forskning har i årtier taget udgangspunkt i den mandlige krop. Og som patienter lærer vi hurtigt at tilpasse os. At nøjes. At bide tænderne sammen.
Accept er ikke det samme som resignation
Når man lever med kronisk sygdom, bliver man ekspert i kompromiser. Man lærer at navigere i symptomer. At udskyde. At presse sig selv lidt længere, lidt mere. Det bliver hverdag. Og så glemmer man måske, at det faktisk ikke behøver være sådan.
Jeg havde ikke selv regnet med, at den nye medicin ville have så tydelig en effekt. Jeg tænkte, at jeg måske ville få lidt lindring. Men jeg havde ikke turdet håbe på, at noget kunne få hovedpinen til at forsvinde helt.
Men det gjorde den. Og det mindede mig om noget vigtigt: bare fordi man kan leve med smerter, betyder det ikke, at man skal.
Et lille mantra
De seneste år har jeg forsøgt at leve efter en sætning. Det er ikke et manifest. Det er ikke en livsfilosofi. Bare en lille, venlig påmindelse, som jeg sender til mig selv, når jeg er ved at falde tilbage i “det går nok”-tankegangen:
“Jeg skal ikke nøjes. Jeg vil ikke bare acceptere. Jeg har fortjent det bedste. Ingen skal leve med smerter.”
Om det er et mantra eller bare noget, jeg minder mig selv om, ved jeg ikke helt. Men det hjælper mig til at række ud. Til at være nysgerrig på nye behandlingsmuligheder. Og til at stole lidt mere på, at min krop ved, hvad den taler om – også når jeg har lært at ignorere den.
