Kender du det, når kroppen prøver at fortælle dig noget, men det er som om, der er støj på linjen? Neuropatiske smerter er for mig som små elektriske stød, der blander sig i kommunikationen mellem min krop og mig.
Det er som om, min krop sender signaler, som jeg har lidt svært ved at forstå – eller måske er det bare, at jeg ikke altid lytter så godt, som jeg burde.
På de virkelig dårlige dage kan smerterne fylde så meget, at alt andet ryger i baggrunden. Det føles som om, kroppen skriger efter min opmærksomhed, og jeg må finde ud af, hvad den prøver at sige.
Men i stedet for at se det som en kamp mod min krop, vælger jeg at se det som en form for samarbejd. Vi er nødt til at finde ud af det sammen.
Hvad er neuropatiske smerter egentlig?
Neuropatiske smerter handler om, at mine nerver sender signaler, som de egentlig ikke burde. De kan være opstået efter skader, operationer eller, som i mit tilfælde, efter mange år med kroniske smerter.
Det er som om, min krop er ekstra følsom og reagerer på ting, der normalt ikke ville være et problem. For mig er det ikke en kamp, men et forsøg på at forstå, hvad kroppen prøver at fortælle mig. Selv når det føles som om, at jeg får blandede beskeder.
Jeg har gennem årene prøvet forskellige metoder for at lindre smerterne. Medicin, TENS-behandling (min lille mikromakker), psykologisk støtte og terapi.
Nogle ting har hjulpet mere end andre, men vigtigst af alt er, at jeg fortsætter med at prøve. Min krop og jeg er nødt til at arbejde sammen for at finde ud af, hvad der virker bedst.
Når nervesystemet går i overdrive
Noget, jeg har lært gennem årene, er, at når mit nervesystem bliver overbelastet, så reagerer min hjerne som en stressramt. Det er lidt som om, vi taler forbi hinanden, min krop og jeg.
Jeg kan blive irritabel, kort for hovedet og glemme de mest basale ting. Du ved, som når jeg leder efter mine briller i en halv time, og så finder dem på hovedet. Eller når jeg er på vej ud af døren og opdager, at jeg har glemt at tage bukser på. Ja, det sker faktisk.
Det er frustrerende, for det føles som om, vi prøver at arbejde sammen, men ikke helt får det til at virke efter hensigten.
Og som om det ikke var nok, så bliver jeg fuldstændig drænet for energi. Det er ikke bare mentalt udmattende at være i konstant dialog med min krop, det trætter mig også fysisk.
Simpelthen. Det er som at have løbet et maraton, uden at have bevæget mig en meter.
Mine strategier for at finde balancen
Selvom det kan være svært at få det hele til at spille, har jeg efterhånden lært nogle tricks, der hjælper mig på de svære dage:
1. Mindfulness og afspænding: Når kroppen taler lidt for højt, hjælper det mig nogle gange at tage en mental pause. Meditation eller blot dybe vejrtrækninger giver mig mulighed for at genfinde roen og skabe en bedre forbindelse med kroppen. Det handler om at lytte, ikke om at overdøve.
2. Bevægelse: På de dårlige dage prøver jeg alligevel at bevæge mig lidt. Det kan være en lille gåtur eller nogle strækøvelser. Ikke fordi jeg skal tvinge kroppen til noget, men fordi bevægelse hjælper os med at tale bedre sammen. Det minder mig om, at vi stadig er et team.
3. Smertehåndtering gennem accept: At acceptere smerterne som en del af mit liv har været en svær, men vigtig proces. Det betyder ikke, at jeg har givet op. Det betyder bare, at jeg har fundet en måde at leve med smerterne på, hvor jeg ikke prøver at skubbe dem væk, men i stedet arbejder med dem.
Min krop og jeg er i en konstant dialog, og det vigtigste er, at vi lytter til hinanden.
4. TENS-behandling: Min lille “mikromakker”, TENS-maskinen, er en stor hjælp. Den sender små elektriske impulser, som hjælper med at lindre smerterne midlertidigt. Jeg bruger den ofte forebyggende, især hvis jeg skal noget, som kræver lidt ekstra energi, som en middag med venner eller en længere arbejdsdag.
Når hjernen reagerer som en stressramt
En af de største udfordringer ved neuropatiske smerter er, når nervesystemet simpelthen bliver for meget for hjernen. Det er som om, den går i en slags overbelastningstilstand, og jeg bliver kort for hovedet og let irritabel.
Jeg kan glemme alt fra små ting som, hvor jeg lagde nøglerne, til større ting som at huske en vigtig aftale. Og det værste? Det dræner mig fuldstændigt fysisk. Det er ikke kun min hjerne, der reagerer – hele min krop følger med.
Men i stedet for at bekrige mig selv, minder jeg mig selv om, at det handler om at finde en balance.
Det er okay, at jeg har dage, hvor jeg har brug for mere hvile, og det er okay, at min krop ikke altid opfører sig, som jeg gerne vil. Vi er på samme hold, min krop og jeg. Vi skal bare lære at lytte bedre til hinanden.
At finde balancen med kroppen
Det kan være svært at finde balancen, især på de gode dage, hvor jeg har mere energi. Jeg bliver let fristet til at lave en masse og glemme, at der måske kommer en regning senere.
Men jeg ved, at min krop vil minde mig om det på sin egen måde, hvis jeg ikke passer på.
Så i stedet for at se det som en kamp, prøver jeg at se det som en samtale. En samtale mellem min krop og mig, hvor vi begge nogle gange skal tale lidt højere for at blive hørt.
