Nervestimulering har længe været en del af min hverdag, men nu tager jeg skridtet videre.
Der er mange ting, man kan vænne sig til, når man lever med kroniske smerter. Jeg har vænnet mig til at leve med smerter, vænnet mig til behandlinger, og vænnet mig til, at min TENS-maskine altid hænger og dingler efter mig som en irriterende lille hale. Men nu skal der ske noget nyt.
På søndag bliver jeg indlagt, og på mandag skal jeg gennemgå en operation, som forhåbentlig vil give mig mere frihed og færre gener. Jeg skal have opereret elektroder ind under huden på mit maveskind, sammen med et batteri, der skal sikre, at jeg får nervestimulering døgnet rundt . Slut med elektroder, løse ledninger eller en TENS der konstant falder på gulvet, hver gang jeg rejser mig.
Det er både spændende og lidt skræmmende, for jeg er den første, der får denne type operation på denne afdeling. Men håbet er, at det bliver en gamechanger for mig.
Hvad er nervestimulering?
Nervestimulering er en metode, hvor elektriske impulser bruges til at påvirke nerverne og blokere smerteimpulserne til hjernen. Det er lidt ligesom at forstyrre en dårlig radiokanal med en mere behagelig lyd. Hjernen modtager simpelthen et andet signal end smerte.
Jeg har i lang tid brugt en TENS-maskine (Transkutan Elektrisk Nervestimulation), hvor elektroder klistres fast på huden og sender elektriske impulser ind i nervesystemet.
Problemet er, at TENS kræver, at jeg hele tiden har maskinen på mig, at elektroderne kan løsne sig (især om natten), og at min hud bliver irriteret af de mange timers daglig brug.
Derfor tager jeg nu skridtet videre. En indopereret nervestimulator.
En elektrisk opgradering
Selve operationen foregår i lokalbedøvelse, men jeg bliver stærkt dopet, så jeg sikkert kommer til at ligge og småsludre med læger og sygeplejersker imens.
Først placerer de elektroderne under huden på maven, og derefter vækker de mig en smule for at teste, om de sidder korrekt. Når jeg har bekræftet, at de stimulerer de rigtige nerver, bliver jeg dopet tilbage i min lille døs, og så går de videre til næste skridt: at placere batteriet.
Batteriet bliver opereret ind i min højre side over hoften, og der bliver ført en ledning fra det til elektroderne.
Hvordan jeg oplader batteriet? Ja, det ved jeg faktisk ikke endnu! Men mon ikke hospitalet har en manual til den slags?
Efter operationen skal jeg være indlagt i et døgn, hvor jeg får smertestillende og penicillin via drop. Da jeg er allergisk over for penicillin, finder de et alternativ til mig. Det tilføjer altid lidt ekstra spænding i sig selv.
Fire ugers forsigtig hvile
De første fire uger efter operationen bliver en udfordring, fordi elektroderne skal have tid til at vokse fast. Det betyder ingen vrid i overkroppen, ingen tunge løft, ingen buk eller bøjninger. Jeg kommer til at bevæge mig som en lidt stiv robot, men forhåbentlig en robot uden konstant smerte.
Det bliver fire lange uger, men jeg har forberedt mig. Streaming, lydbøger, strikketøj og masser af podcasts skal holde mig beskæftiget, så jeg ikke bliver skør af at sidde stille.
Farvel til chili og måske noget medicin?
En anden stor ændring bliver, at jeg efter operationen stopper med min Qutenza-behandling – også kendt som „chili-plasteret fra helvede‟.
Det er en behandling, hvor huden påføres et plaster udvundet af ren chili i ca. 50 min, hvilket overstimulerer smertereceptorerne, så de til sidst giver op.
Meget effektivt – men også en oplevelse, jeg ikke ligefrem kommer til at savne.
Drømmen er, at den konstante nervestimulering vil gøre det muligt at skrue ned for noget af min medicin. Jeg tør ikke sætte næsen for højt op, men bare tanken om, at det måske er en mulighed. Der er et spinkelt håb, men det er mit håb.
Ingen garantier, men store forhåbninger
Det her er et forsøg. Afdelingen har aldrig lavet denne operation præcis på maven før, så der er ingen garantier for, at det virker fuldstændig som håbet. Jeg går derfor ind til det med en realistisk tilgang.
Jeg vil følge alle instruktioner til punkt og prikke, og jeg er forberedt på, at vi måske skal finjustere systemet undervejs.
Men håbet om mere frihed, bedre bevægelighed og måske endda en søvn uden medicinering, det slipper jeg ikke.
Så nu tæller jeg ned. Om få dage siger jeg farvel til min gamle TENS-maskine og goddag til min indbyggede nervestimulering. Og hvem ved? Måske er det her starten på et nyt kapitel med færre smerter og mere livskvalitet.
Jeg lover at holde jer opdateret på det her spændende næste kapitel af mit liv som optimistisk kroniker.
