Jeg er aldrig blevet kaldt pessimistisk.
Jeg har altid forsøgt at se det positive, også når livet som kroniker tester min tålmodighed. Men hvad nu hvis jeg tog en pause fra optimismen? Hvad hvis jeg for en enkelt dag lod mig selv være den mest sortsynede version af mig selv? Bare for at se, om det måske, imod al forventning, kunne være lettere.
Spoiler: Det var det ikke.
En pessimistisk dag starter
Jeg vågnede om morgenen og tænkte straks: ”Nå ja, endnu en dag med smerter. Mit liv i en nøddedskal.”
Normalt ville jeg have tænkt: ”Lad os lige komme i gang. Måske bliver det en okay dag.”
Men nej, i dag var en pessimistisk dag, så jeg startede med at sukke dybt og mumle noget om, at livet er uretfærdigt.
Jeg rejste mig op, lidt for hurtigt selvfølgelig. Jeg mærkede straks svimmelheden. ”Selvfølgelig. Kroppen modarbejder mig fra starten af.”
Normalt ville jeg have sagt: ”Okay, ro på, jeg skal bare lige i gang.”
Men nej, vi skulle jo helt ned i mørket!
På vej ud til badeværelset slog jeg tåen mod dørkarmen. ”Pragtfuldt (med dyb sarkasme)!.Det bliver bare bedre og bedre….”
Det var utroligt, så let det var at se negativt på alt. Det krævede faktisk ingen anstrengelse.
Eller det troede jeg i hvert fald på dette tidspunkt.
At dystert overtænke alt
Morgenkaffen? Den smagte lidt flad. ”Typisk. Jeg kan ikke en gang lave en ordentlig kop kaffe.”
Mobilen? Ingen nye beskeder. ”Helt ærligt, har folk glemt, at jeg eksisterer?”
Planen for dagen? Aflyst, fordi min krop ikke kunne overskue det. ”Hvorfor overhovedet prøve at planlægge noget? Jeg bliver alligevel nødt til at aflyse.”
Normalt ville jeg have fundet en erstatningsplan. Måske en god bog, en serie, lidt langsom strikning. Men pessimisten i mig insisterede på at stirre op i loftet og tænke ”Alt er spild af tid. Hvorfor prøve?”
Det er sjovt, hvordan pessimisme kan være så overbevisende. Når jeg normalt har en dårlig dag, forsøger jeg at finde små lyspunkter. Men når man leder efter det negative, så bliver det virkelig svært at se andet.
Det begyndte at gå galt ved frokosttid
Da jeg skulle lave mad, opdagede jeg, at jeg var løbet tør for æg.
Normalt ville jeg bare have valgt noget andet. Men nej, i dag var pessimisme-dag, så i stedet for at være løsningsorienteret valgte jeg at læne mig op ad køkkenbordet og tænke: ”Hvis ikke jeg engang kan have æg i huset, hvad er så meningen med noget?”
Lidt dramatisk, måske, men jeg var jo forpligtet til at tage eksperimentet alvorligt.
For at gøre det hele endnu værre satte jeg mig på sofaen og scrollede nyhederne. Stor fejl. Klimaforandringer, økonomiske kriser, politiske kriser, sygdomme. Hele verden har nedtur.
Hvis jeg havde haft lidt mere energi, ville jeg nok have kastet mig ned i sofaen i en dramatisk gestus. Men jeg lå der allerede, og jeg var for træt til at rejse mig.
At være pessimistisk er udmattende!
Klokken tre om eftermiddagen var jeg helt færdig.
Ikke på den sædvanlige ”jeg-har-en-kronisk-sygdom”-måde, men på en ”hold-da-op-hvor-er-det-drænende-at-se-sort-på-alt”-måde.
Og her slog det mig. Det kræver faktisk en absurd mængde energi at være pessimistisk.
Fakta om pessisme
Det er faktisk bevist, at det fysiologisk kræver mere energi at være negativ end at være positiv.
Forskning viser, at negativ tænkning aktiverer stresssystemet i kroppen, hvilket kan føre til udmattelse, spændinger og øget smerteoplevelse.
Positiv tænkning, derimod, frigiver dopamin og serotonin, de såkaldte lykkehormoner, som kan give en følelse af velvære.
Altså, jeg kan ikke tænke mig selv rask, men jeg kan da lade være med at gøre det hele værre.
Jeg overgav mig.
Jeg spiste en avokadomad uden æg og tænkte: ”Okay, det kunne være værre.”
Så tog jeg min varmepude, satte en serie på og lod mig selv smile lidt over, hvor fjollet det hele havde været.
Eksperimentet var slut. Optimismen vandt.
Hvad lærte jeg?
For det første. Pessimisme er virkelig hårdt arbejde!
For det andet. Det føles faktisk nemmere at være positiv. Ikke fordi det nødvendigvis er en naturlig reaktion, for nogle dage er det virkelig en kamp. Men fordi det kræver mindre energi at acceptere tingene, som de er, i stedet for konstant at kæmpe imod dem.
For det tredje. En lille smule optimisme gør en kæmpe forskel. Ikke nødvendigvis jubelglad-”alt-er-fantastisk”-optimisme.
Men bare det at sige ”det kunne være værre” i stedet for ”alt er forfærdeligt” kan være nok til at vende en dag rundt.
Så nej, jeg tror ikke, jeg bliver pessimist på fuld tid. Jeg har simpelthen ikke energien til det.
