“Er du okay? Du er så stille for tiden.”
Spørgsmålet modtog jeg forleden på messenger fra en veninde, som jeg ikke ser så ofte. Vi ved, hvor vi har hinanden, og der kan godt opstå perioder uden megen kontakt. Og det er okay ❤️
Men hun havde bemærket, at bloggen var lidt stille, og at jeg var ikke speciel aktiv på de sociale medier.
Så hun var blevet bekymret for mig.
Jeg er her stadig, jeg tager den bare lidt ekstra med ro.
Siden sidst
Sidst jeg var aktiv på bloggen, havde jeg lige fået at vide, at mine tiltagende smerter var pga. cystocele, som er nedsunken/fremfalden livmoder. En fødselsskade, som først har vist sig her 18 år efter fødslen af min søn.
Årsagen er slet og ret aldersbetinget 🤷♀️ Jeg nærmer mig jo overgangsalderen, og det gør at mit muskelvæv helt automatisk er blevet svækket. Samtidig med at der jo foregår ret meget andet også i mit underliv (endometriose). Så nu er bindevævet bristet, og livmoderen er sunket.
Og for halvanden uges tid siden blev jeg ramt af voldsomme smerter. Det skulle vise sig, at jeg havde fået en blærebetændelse oveni, da jeg har problemer med at tømme min blære. Bla. pga. min cystocele…
Så jeg røg på langs i næsten en uge denne gang, før jeg fik infektionens ravage ud af kroppen.
Men da jeg var oven på igen startede projekt “Skaf en operationstid”.
Et energikrævende projekt
Som patient kan det være et energikrævende projekt at sikre den rette behandling på det rette tidspunkt.
Og da jeg kom hjem fra Århus Universitetshospital, lagde jeg en plan. Og målet var, at jeg ønskede operation så hurtigt som muligt, da min livskvalitet blot falder uge for uge.
Først og fremmest lærte jeg, at når der skal sendes henvisninger fra en region til en anden, så foregår det med post. Så allerede her skal man tilskrive lidt tålmodighed.
Dernæst så afventer man visiteringen på det henviste hospital, hvor læger vurderer henvisningen. Er den fyldestgørende og kan opgaven løses på den afdeling, der har modtaget henvisningen.
Jeg har tidligere prøvet, at et enkelt felt manglede afkrydsning, og derfor blev henvisningen returneret – med post 😅 Det skete heldigvis ikke denne gang.
Den dag jeg forventede, at afdelingen ville have modtaget henvisningen, kontaktede jeg sekretæren for at få bekræftet modtagelsen. Og samtidig nævne at jeg stod klar i tilfælde af afbud 😉
Et par dage senere lå indkaldelsen til forundersøgelse i min e-boks 🙏 Med mere end to måneders ventetid forsøgte jeg patientkontoret, om det var muligt at blive flyttet til et andet hospital med kortere ventetid.
Alternativet var 4 ugers ventetid ca. 100 km væk fra mit hjem.
Privat eller offentligt?
Min arbejdsplads har valgt at give os medarbejdere en sundhedsforsikring, som sikrer os mange forskellige behandlinger. Jeg har bla. haft stor glæde af at kunne gå til fysioterapi i perioder.
Men operation, skal det foregå i det private eller det offentlige? Min personlige holdning er, at det afhænger 100% af årsagen. Havde det drejet sig om endometriose, ville jeg ikke benytte mig af andet end det offentliges specialeafd. pga. min svære grad af endometriose.
Dette drejer sig om et meget simpelt lille indgreb, som intet har at gøre med endometriose. Så jeg gik i gang med sideløbende at være i dialog med sundhedsforsikringen. Og i går, torsdag, kom svaret, forsikringen dækker operationen 🎉
Og nu går det stærkt! Jeg skal til forundersøgelse om 2 uger kun 8 km væk fra mit hjem 😀 Og det er okay!
Plan og forberedelser
Mentalt er jeg begyndt at forberede mig på den kommende operation og sygemelding.
Men jeg er også begyndt at forberede det praktiske.
Når man som jeg ikke har hele døgnets timer til fri afbenyttelse og må prioritere opgaverne, så er jeg begyndt at gøre klar.
På arbejde er jeg ved at planlægge mine opgaver, så de kan varetages i min. 2 uger uden min indblanding 😉 Og hjemme er jeg ved at gøre hjemmet klar til, at det kan vedligeholdes med en let hånd.
Ud over at jeg er ved at fylde fryseren med retter, der kan opvarmes.
Den mentale forberedelse foregår i samarbejde med en psykolog, som jeg netop har opstartet forløb med. For som hun beskriver det, så sidder jeg med en lagkage af sygdom.
Lagkagen
Lagkagen består af flere forskellige lag, hver med sin helt egen smag.
For omkring 17 år siden blev bunden af lagkagen lavet. Jeg fik diagnosen endometriose, og jeg skulle pludselig lære at leve med en livsvarig kronisk sygdom. Men bunden blev blandet godt med accept og ny viden, og det gjorde den solid og stærk.
Omkring 5 år senere blev der tilføjet et tyndere lag, da jeg fik diagnosen hæmokromatose. Da bunden var blandet med accept, gik det noget nemmere med at acceptere denne nye tilstand i min krop. Trods det at jeg skal gå til behandlinger regelmæssigt resten af mit liv, er det ikke en tilstand der fylder meget i hverken livet eller lagkagen.
For tre år siden fik jeg diagnosen Lichen Sclerosus, og dette lag i kagen blev en anelse tykkere. Årsagen var, at ikke nok med at jeg igen fik en livsvarig behandlingskrævende kronisk diagnose, så krævede denne behandling dagligt. LS kræver kontroller af både mig selv og behandlere for at undgå forværring.
Accepten nede i det nederste lag af kagen, havde lidt sværere ved at trænge op i dette lag.
Og kun 6 måneder senere landede et kraftigt lag på kagen, da jeg fik diagnosen Neuropatiske smerter.
Kronisk, behandlingskrævende, livsvarig…. Da min lagkage var ved at vælte af dette nye lag, kontaktede jeg en psykolog. Med hendes hjælp genfandt jeg balancen og accepten. Min lagkage af diagnoser genfandt sin form.
Så da jeg for få uger siden fik konstateret Cystocele, genkendte jeg tegnene på ubalance. Denne gang var det heldigvis hverken kronisk eller livsvarig, men til gengæld var der udsigt til bedring. Men hvorfor så denne ubalance?
Tilbage i form
Så hvad er svaret på spørgsmålet? Jeg er okay ❤️
Jeg får al den hjælp og støtte, som jeg har behov for. Stilheden er ikke et tegn på noget dårligt.
Stilheden er blot fordi, at jeg lader op, arbejder med og for mig selv, og jeg gør klar til en udfordrende periode.
Men jeg går ind i det positiv og optimistisk, for jeg ved, at det bliver godt, når jeg er på den anden side af operationen. Fordi så er jeg tilbage i noget, som jeg kender. Det uvisse forsvinder – i hvert fald for en tid 😉
Indtil da så er jeg lige her 🌺
