Vinteren skriger nærmest efter selvomsorg.
Ah, vinteren, den der tid på året, hvor man mest af alt ligner en mumie, pakket ind fra top til tå i et forsøg på at holde varmen. Og hvor mørket næsten indfinder sig, inden man bliver færdig med sin morgenkaffe.
For os med kroniske diagnoser kan vinteren være ekstra krævende.
Træthed, smerter og en generel “der-er-ingen-ske’er-tilbage” følelse bliver næsten en fast følgesvend.
Men fortvivl ej! Her er mine bedste tips til, hvordan man kan overleve de kolde måneder og forhåbentlig endda finde lidt vinterhygge undervejs.
Lys til både krop og sjæl
Lad os starte med vinterens måske bedste hack – lysterapi.
Der er intet bedre end at lade sig bade i kunstigt sollys (en lysterapilampe) om morgenen. Det lyder måske som lidt af et mirakelmiddel, men trust me – det virker!
Jeg har min stående ved morgenkaffen, og bare 20 minutters lys gør en verden til forskel for både humør og energi.
Forskning viser, at lysterapi kan hjælpe med at regulere døgnrytmen, og det betyder også, at vi måske kan få en lille håndsrækning til at holde den faste søvnrytme.
Og tro mig, den faste døgnrytme er din bedste ven, når vinteren melder sin mørke ankomst.
Hold søvnen hellig
En fast søvnrytme kan være svær at opretholde, især når man – ligesom jeg – har kronisk træthed som sidemakker.
Men jeg har erfaret, at det kan hjælpe at holde en fast sengetid. Prøv at finde et tidspunkt, der fungerer for dig, og hold dig til det. Din krop har nemlig en indbygget rytme, og vintermørket kan hurtigt få den til at gå helt i dvale.
Så få dig en søvnrutine – og vær lidt standhaftig med den. En lille lur her og der er ok, og ofte tiltrængt, men lad ikke sofaen blive dit andet soveværelse, uanset hvor hyggeligt det lyder.
Varm og kærlig kropspleje
Kroppen bliver mere sensitiv om vinteren, så tag lidt ekstra kærligt hånd om den.
Er du også typen, der føler dig som en robot, der har glemt at hælde “olie” på kroppen?
Jeg starter dagen med en varm bruser (det koster en ske, men giver lidt varme på kontoen), og når det virkelig kniber med varme, kan jeg finde på at hive min TENS-maskine frem.
Den hjælper mig med at stimulere nerverne og holde spændinger og smerter på afstand, det er som at give kroppen en lille pause fra smertesignalerne.
Kropspleje er et must-have for os kronikere i vintermånederne.
Når træthed bliver hverdag
Åh, den konstante træthed, der næsten hører vinteren til.
Mit bedste råd er at lytte til kroppen, og her taler vi ikke bare et halvhjertet “jaja, jeg lytter”, nej, virkelig lyt.
Hvis batteriet løber tør hurtigere end normalt, så accepter det og giv dig selv den pause.
Den friske luft hjælper også, så jeg forsøger at snige små gåture ind, når dagslyset er der.
Det lyder måske som en nem ting, men det er ofte lettere sagt end gjort, og kræver måske en reminder om, at selvomsorg også kan være en frisk brise og en gåtur i kulden.
Når selvomsorg også er at prioritere sociale aktiviteter
Vinteren bringer altid en strøm af hyggelige invitationer – julefrokoster, venindeaftener og måske lidt gløgg med kollegerne.
Men som kroniker ved vi også, at det sociale maraton har en pris. Derfor er selvomsorg ikke kun at pleje sig selv, men også at vælge sine aktiviteter med omhu.
Selvom vi ofte har lyst til at sige “ja” til det hele, er evnen til at sige “nej” en vigtig superkraft.
Det er bedre at vælge de stunder, der giver mest glæde og energi, end at forsøge at nå alt og ende udmattet.
En aften hjemme med te og tæppe kan nemlig være lige så vigtig som festen. Det er vores investering i overskud til næste gang, vi har lyst til at være sociale.
Hygge er den bedste medicin
Selvom vinteren kan være hård, så prøv at finde små lommer af hygge.
Jeg er stor fan af varme tæpper, en god bog og en kop te.
Og så er der de dage, hvor kroppen kræver at blive pakket ind i flere lag end en professionel bjergbestiger, og det er helt okay. Man kan faktisk få en del sjov ud af at ligne en omvandrende dyne.
Små sejre som at lægge sig i sofaen med striksokkerne og finde yndlingsserien frem, tæller også som “selvomsorg” i min bog. Vinteren kan være en undskyldning for at forkæle sig selv lidt ekstra.
Så, til alle jer derude med “kronisk vinter-krise”: Hæng i!
Vinteren er en tid til at holde lidt mere om sig selv og finde ro i, at det er ok at være lidt ekstra træt, lidt ekstra afhængig af sine rutiner og måske endda lidt afhængig af sin TENS-maskine.
Og hvem ved, måske kommer vi ud på den anden side, lidt mere veludhvilede og klar til forår.