Solsikkesnoren med på rejse

  • 1 måned siden
  • 4Minutter
  • 735Ord

For nylig var jeg ude at flyve, og jeg havde solsikkesnoren med.
Jeg bliver nogle gange spurgt, hvorfor jeg har solsikkesnoren med, hvorfor jeg bruger den.

Svare er, at den giver mig tryghed og en god rejse.

Den første gang

Nogle af jer har hørt historien før, men jeg fik et stress-fremkaldt smerteanfald i Københavns Lufthavn.

Her hjalp en gruppe søde medarbejdere i lufthavnen mig igennem en oplevelse, der kunne være blevet meget værre.
Men i stedet kom jeg godt hjem.

Men hvorfor?

Som kronisk smerteramt er der forskellige faktorer, der kan fremkalde smerter.
Ved mig er en af dem stress. Og en tur i lufthavnen kan være en stressende oplevelse for mig.

Hvis jeg ikke allerede har smerter, er der 90% risiko for, at de kommer..

Alene tanken kan være stressende for mig, så i princippet kan jeg jo bare holde mig væk fra lufthavne – men det er ikke den rigtige løsning for mig.

Én gang har jeg bestilt service, hvor jeg bliver hentet og fulgt af Falck – det gør jeg aldrig igen.
Falck-medarbejderen gjorde det super godt, han var virkelig flink, venlig og imødekommende.
Men det er bedre egnet til de som har brug for en ledsager.

Jeg har “bare” brug for ekstra tid og ro.

Hvordan bruger jeg solsikkesnoren?

Når jeg har solsikkesnoren på, møder lufthavnens medarbejdere mig med ro og et meget vigtigt spørgsmål:
“Hvordan kan jeg gøre mit for, at du får en god rejse?”

Personalet har flere gange fortalt mig, at de er trænet meget i netop dette, for at sikre alle får en god oplevelse.

Årsagen til hvorfor jeg bærer den er ligegyldig for dem, det vigtigste er, at de ser mig.

Når jeg står i Check-In, Security, Paskontrol eller i Gaten, bliver der ikke jaget med mig, hvis jeg har brug for at få det forklaret en ekstra gang.
Der bliver ikke skyndet på mig, hvis hukommelsen svigter, eller hvis jeg er distræt pga. smerter.

Og henvender jeg mig til personalet, fordi jeg ikke kan overskue, hvad jeg skal, mens jeg står i menneskemylderet, så mødes jeg igen med smil og ro.

Jeg ville ønske, at flere landes lufthavne var en del af “Hidden Disabilities”.
Du finder listen på deres hjemmeside.

Bruger jeg solsikkesnoren flere steder?

Nej, jeg har ikke brugt den andre steder, jeg har ikke haft behovet.
Men jeg har den altid med i tasken for en sikkerheds skyld.

Jeg ved aldrig, hvornår et smerteanfald kan ramme, det forstyrrer mine tanker og mit fokus.

Der er mange steder i Danmark, der deltager i solsikkeprogrammet.
Alle disse steder hjælper med at synliggøre usynlige sygdomme.

Snoren udleveres gratis mange steder i Danmark, og man behøver ikke forklare hvorfor.
Køber man den lidt mere holdbare udgave på deres hjemmeside, er man samtidig med til at støtte projektet.

Et skjult handicap er et handicap, som måske ikke umiddelbart er åbenlyst.
Skjulte handicap har ikke fysiske tegn og inkluderer indlæringsvanskeligheder, mental sundhed samt mobilitet, tale, syns- eller høreskader. De kan også omfatte astma, KOL og andre lungesygdomme samt kroniske sygdomme såsom nyresvigt, diabetes og søvnforstyrrelser, når disse sygdomme har en væsentlig indvirkning på det daglige liv.

At leve med disse forhold kan gøre hverdagen mere krævende for mange mennesker. De påvirker hver person på forskellige måder og kan være smertefulde, udmattende og isolerende. Uden synligt bevis for det skjulte handicap er det ofte vanskeligt for andre at erkende de udfordringer, og som en konsekvens kan sympati og forståelse ofte være en mangelvare.

Hidden Disabilities

Bliver jeg flov over det?

Ganske enkelt svar – Nej!
Men nu skal der også ret meget til for at gøre mig flov 😆

Jeg synes ikke at det er flovt at bruge den, for den hjælper mig med at gå en god rejse.

Man kan ikke se mine kroniske smerter. Man kan ikke se på mig, at jeg har været vågen en stor del af natten af bekymring over, om jeg igen får et smerteanfald i lufthavnen. Man kan ikke se på mig, at jeg er kronisk syg.

Jeg forventer ikke special-behandling eller fortrinsret, jeg ønsker blot at blive set og forstået

Tak for at dele
icon_Follow_da_DK Solsikkesnoren med på rejse
da_DK Solsikkesnoren med på rejse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *