Hjælpe mig? Jeg beder sjældent om hjælp, jeg er faktisk virkelig dårlig til det. Og når jeg så beder om hjælp, så får jeg den altid, hvis det er muligt. Men hvorfor skal det være så svært at bede om hjælp?
Alt var forberedt
I weekenden var jeg i København for at mødes med andre frivillige i Endometriose Foreningen. Jeg sørgede for god planlægning, som sikrede at jeg passede på mig selv.
Der var ro på, og det gik godt. Lige indtil hjemturen….
Søndag morgen kunne jeg mærke på kroppen, at jeg var ekstra brugt. Men ingen smerter.
Jeg tog toget til lufthavnen, og allerede da jeg stod på perronen, blev jeg klar over, at det blev presset. Ganske rigtigt stod jeg op på turen, som heldigvis var kort.
Men at stå op og togets bevægelser gjorde intet godt for mig.
Nå men jeg tog en dyb indånding og fandt ro inde i mig selv, turen var jo ikke lang. Da jeg ankom til ankomsthallen i Kastrup Lufthavn, begyndte jeg at gå mod security, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvor jeg skulle gå hen, fordi umiddelbart startede køen allerede ved trappen i ankomsthallen. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at føle mig presset, pulsen steg, og jeg havde svært ved at gennemskue, hvordan jeg kom videre.
Jeg gik i stå
Efter at have stået midt i ankomsthallen i omtrent hvad der føles som 3 timer, tog jeg en svær beslutning, jeg var nødt til at bede om hjælp.
At stå i kø kan være tortur for mig. At stå længe kan fremkalde smerter, at løfte op i mine ting og træde få skridt frem kan fremkalde smerter, at blive tissetrængende (har hyppige toiletbesøg) midt i en kø og få en fyldt blære kan fremkalde smerter.
Jeg kunne slet ikke overskue det helvede, som jeg stod og kiggede på.
Og mens mine katastrofetanker buldrede gennem mit hoved som et godstog, og eftervirkningerne på togturen meldte sin ankomst, mærkede jeg de første smerter.
Derfor slugte jeg min stolthed med en stor tår cola og gik til en lufthavnsmedarbejder og spurgte: “Undskyld, vil du hjælpe mig? Hvordan får jeg en solsikkesnor, jeg har brug for hjælp”.
Vil solsikkesnoren hjælpe?
Måske jeg lige skal præsentere solsikkesnoren.
Solsikken er et koncept, som er startet i England, og det er en måde at synliggøre usynlige sygdomme.
Den kan bruges så snart man kan have brug for ekstra hjælp, støtte, tålmodighed, udførlige forklaringer eller blot ekstra tid.
Virksomheder tilmelder sig Solsikkeprogrammet, og deres medarbejdere er dermed ekstra opmærksomme.
Solsikkeprogrammet
Hun viste mig smilende hen mod lufthavnskontoret og sagde, at der skulle jeg bare bede om en solsikkesnor. Og der blev jeg også mødt af en smilende kvinde, der gav mig en snor og foreslog mig at tage elevatoren op og finde hendes kollega ved trappen. Jeg takkede og gik mod elevatoren.
Turen gennem lufthavnen
For at sætte lidt ord på hvad der foregik inde i mig på det tidspunkt, så føltes det som om, at der var en byggeplads i mit hoved med kæmpe maskiner samtidig med, at der stod en og forsøgte at lære mig at tale latin. Måske det også var årsagen til at jeg kørte en etage ned i stedet for op.
Godt så, jeg fandt den rette etage og fandt kvinden ved trappen, hun tog et blik på solsikkesnoren og tilkaldte en kollega. Jeg fulgte med kollegaen, som fulgte mig hen til fast track. Hun hyggesnakkede med mig på vejen derhen, og det lagde en dæmper på min pludselige dårlige samvittighed over at få hjælp – Jeg ved det godt, jeg havde alt ret til at få hjælp, men irrationelle tanker kan ikke altid styres.
Nå, men her sagde hun, at jeg skulle tale med hendes kollega, som ville hjælpe mig videre.
Men hendes kollega var presset, jeg var presset, og smerterne tog til, så derfor forklarede han sig ikke så jeg forstod det. Eller også kunne jeg ikke give udtryk for, hvad jeg har brug for. Men han pegede mig i retning af handicapkøen og bad mig gå frem.
Jeg gik ned af den tomme “bane”, forbi alle de ventende og fastholdt blikket mod gulvet, jeg følte mig pludselig udstillet.
Et hurtigt sikkerhedstjek
For enden var der et skilt der bad mig vente, og så skiftede det til “15”. Jeg gik derover og havnede bagerst i en lang kø. Og da jeg nåede frem til security båndet, kom en af medarbejderne hen til mig og smilende spurgte, hvad hun kunne gøre for at hjælpe mig.
Jeg forklarede, at jeg havde smerter og svært ved at gå og stå meget længere, og det gjorde mig ufokuseret. Hun kiggede mod hendes kollega ved Fast Track og sagde, at hun var ked af at jeg stod her, for jeg skulle have været i “20”.
Så gik hun i gang med at hjælpe mig med at pakke min pc osv. ud i bakker og kaldte til sin kollega, at jeg skulle hurtigt i gennem. Jeg viste hende mit Tens apparat, som dæmper mine smerter, og hun spurgte, om det kunne være slukket, mens jeg gik igennem. Det kom op til min pc, og jeg gik videre.
Jeg kom hurtigt igennem security, og mens jeg fik mine ting hørte jeg kvinden sige, at det var uheldig vejledning ved Fast Track, når de har så meget fokus på solsikker. Jeg mærkede roen falde på mig, for nu var det værste ovre. Nu skulle jeg bare finde et sted at sidde ved gaten.
Og samtidig blev jeg glad, fordi en virksomhed som Københavns Lufthavn tog det så seriøst. Jeg følte mig set og accepteret.
Der kom ro på
Da jeg kom frem til gaten, var der som forventet ingen siddepladser, men jeg satte mig på gulvet længst fremme. Og her kunne jeg sidde stille og roligt, jeg kunne lukke mine øjne og finde ro. Jeg har gennem årene med smerter lært mig selv, at når smerterne dominerer, kan jeg lukke alt andet ude og finde ro. Roen får min puls ned, og ved at fokusere på mine smerter kan jeg acceptere dem, og de føles knap så farlige.
Jeg hørte, at de kaldte i højtaleren, at nu kunne gruppe A gå ombord, og det var mig.
Folk strømmede frem for at komme først, og jeg sad og iagttog den relativ store gruppe der blev afvist, fordi de ikke hørte til gruppe A.
Jeg rejste mig, scannede min telefon og kunne fortsætte til min plads. En stewardesse satte sig ved siden af mig, og spurgte om jeg var kommet godt igennem lufthavnen. Jeg smilede og bekræftede, at det var gået godt.
På min flyvetur hjem sad jeg og tænkte meget over det her med at bede om hjælp.
Jeg synes, at det er frygtelig svært, fordi jeg ser mig selv som en selvstændig stærk person.
Men det er vel egentlig også en stærk handling at bede om hjælp.
